10 grunde til at det er skønt at være en moden kvinde

Med livserfaringer finder vi ofte klarhed, stabilitet og en dybere følelse af, hvem vi er. I bogen 'Primetime Women' fortæller den amerikanske marketingguru Marti Barletta, hvorfor der er fordele i at være moden

I en kultur, hvor vi dyrker ungdommen, kan det komme som en overraskelse, at der er mange fordele ved at være en moden kvinde. Men ifølge den amerikanske marketingguru Marti Barletta er det ikke så overraskende endda, eftersom kvinder over 45 år, også kaldet primetimere  - kvinder i deres bedste sendetid - har mere personlig frihed og flere penge til sig selv end tidligere.

Samtidig tør modne kvinder i højere grad være sig selv, end yngre kvinder gør. De vinker farvel til flinkeskolen og går efter at realisere sig selv og få det bedste ud af livet. De hviler mere i sig selv og følger passionen, så selv om mange har udfordringer med overgangsalderen, er der også positive elementer.

Du får her 10 af Marti Barlettas rigtig gode grunde til, at du kan glæde dig over dit liv efter 45-årsfødselsdagen:

1. Du får frihed fra familieopgaver: Mange kvinder har op til 45-årsalderen brugt meget tid og energi på at skabe et godt hjem for deres børn. Efter de 45 bliver der færre af disse tidskrævende opgaver, og det giver kvinden langt større personlig frihed og tid til at tænke mere på sig selv og sine egne interesser.

2. Du får mere tid til dig selv: Mænd har ifølge Marti Barletta altid været bedre til at skabe rum og tid til sig selv, end kvinder har. Når kvinder runder de 45 år, får de imidlertid større fokus på sig selv og egne behov. Mange kvinder oplever, at større frihed er begyndelsen på en ny livsepoke. Flasken er altså i mange modne kvinders øjne halvt fuld, og ikke halvt tom.

3. Du bliver mere tro mod dig selv: Mange kvinder får følelsen af, at de igen kan være sig selv, når de har rundet de 45 år: Det menneske, de var, før de blev gift og måske fik børn. Kvinden får fra midt i fyrrerne igen tid og rum til at læse sine ýndlingsbøger til sent om natten og sove længe i weekenden, hvis hun har lyst til det. Hvis hun gerne vil have asparges, er der ikke nogen børn, der protesterer og kræver hot dogs og burgere.

4. Du tør være den, du er: Modne kvinder tør i højere grad være sig selv, end de gjorde, da de var yngre. De vinker farvel til flinkeskolen ud fra en årelang erfaring, der siger, at uanset, hvor sød og hjælpsom du er, kan du ikke være ven med alle. Derfor kan du lige så godt være ven med dig selv og følge dit eget hjerte. Det giver livskraft og retningssans.

5. Du bliver mere autentisk: Op til 45-årsalderen definerer kvinder sig ofte ud fra deres forskellige roller som mor, karrierekvinde, datter og veninde. Efter 45-års-fødselsdagen er kvinden i højere grad sig selv og dermed mere autentisk. Større autencitet betyder også, at primetimekvinden hviler mere i sig selv og ikke behøver at være perfekt for at være ”god nok”. Den modne kvinde lytter mere til sin egen indre stemme, end til andre menneskers råd.

6. Du føler dig stærkere: Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Ud fra denne devise har modne kvinder gennem livet høstet mange både gode og dyrekøbte erfaringer. Og det giver kvinderne personlig styrke, en følelse af større kontrol og power både fysisk og psykisk. Mange kvinder bliver mere effektive og målrettede med alderen. De ved, hvad de kan præstere.

7. Du får et bedre kærlighedsliv: Fra 45-årsalderen har kvinder større fokus på, at livet ikke varer evigt. Det giver den modne kvinde et større fokus på at få det bedste ud af livet – eller som der står på en T-shirt-tekst: ”Life is short – eat the dessert first”.

8. Du går efter passionen: En af de ting, som kvinder over 45 år vælger at bruge den nyvundne frihed til, er til at gå efter passionen - den passion, som mange kvinder har skubbet i baggrunden, fordi der har været så mange andre hensyn at tage med børn, hjem og karriere. Primetime-kvinder husker, hvor lykkelige de var dengang de besteg bjerge, spillede klaver eller fotograferede. De vækker gamle interesser til live igen.

9. Du udforsker nye muligheder: Mange kvinder over 45 år er på udkig efter nye muligheder. De ser en verden af muligheder for sig og er klar til at starte på en frisk. Samtidig er kvinderne villige til at tage chancer, som de ikke tidligere har vovet at tage. Yngre kvinder tager chancer, fordi de oplever sig selv som udødelige, mens primetimere tager chancer, fordi de ved, at livet skal leves nu og her.

10. Du har lyst til at lære nyt: Primetimekvinder har appetit på livet: 65 procent af kvinder over 45 år vil gerne vide mere om, hvad der sker i verden. 62 procent interesserer sig for personlig udvikling og spiritualitet. 60 procent nyder selve læreprocessen, mens 53 procent gerne vil lære mere for bedre at blive i stand til at nyde deres hobbyer og personlige interesser mere. 50 procent vil gerne lære nyt for at blive bedre til at få det bedste ud af hverdagen.

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce