Hvis du har et billede af dig selv liggende på sociale medier, kan såkaldte nudify-bots på få minutter skabe virkelighedstro seksuelle billeder og videoer uden dit samtykke. Digitalt Ansvar har fundet 36 bots med mindst en million månedlige brugere – og dokumenterer, at Apple og Google får del i betalingerne

20. september 2026
Det er blevet skræmmende nemt at fremstille falske seksuelle billeder og videoer af virkelige mennesker ved hjælp af kunstig intelligens. Organisationen Digitalt Ansvar, der arbejder for at forebygge digitale krænkelser og styrke beskyttelsen af mennesker online, har undersøgt udbredelsen af såkaldte nudify-bots på Telegram - en beskedplatform, hvor brugere blandt andet kan kommunikere gennem private beskeder, grupper, kanaler og bots. På bare ti dage fandt organisationen 36 bots, der kan forvandle et almindeligt foto til virkelighedstro seksuelt materiale uden personens samtykke.
‘Pregnant Blowjob’, ‘Rough Sex’ eller ‘Cum shot’. Det er et udsnit af de seksuelle og ydmygende scenarier, man kan vælge mellem, når man bruger en nudify-bot. I det mest ekstreme tilfælde fandt Digitalt Ansvar en bot med 165 forskellige videoscenarier, som kunne bruges til at fremstille falske seksuelle videoer af kvinder. Mange af scenarierne var stærkt nedværdigende. Undersøgelsen viser desuden, at Apple og Google får en del af betalingen, når brugere køber Telegrams digitale valuta og bruger den til at betale for nudify-bots.
En nudify-bot fungerer ved, at brugeren uploader et billede af en person, for eksempel et foto fra Instagram. Få minutter senere kan botten levere et virkelighedstro falsk nøgenbillede eller en seksuel video af personen. Det kræver ingen særlige tekniske færdigheder. I Danmark er det strafbart at fremstille seksuelt materiale af en virkelig person uden samtykke, også selv om materialet aldrig bliver delt.
Et billede og få klik er nok
”Kunstig intelligens er blevet så avanceret og lettilgængelig, at man nu kan udsætte hvem som helst for en digital seksuel krænkelse på få minutter. Det er som at være med i et afsnit af Black Mirror”, siger direktør i Digitalt Ansvar, Ask Hesby Holm.
Undersøgelsen viser også, hvor mange mennesker der bruger teknologien. Kun 25 af de 36 bots offentliggjorde deres brugertal. De 25 havde tilsammen 1.063.701 månedlige brugere.
De 36 bots blev identificeret mellem 10. og 20. august 2026. Nudify-bots lukker, skifter navn og dukker op igen, og Digitalt Ansvar understreger derfor, at kortlægningen kun er et øjebliksbillede. Det reelle antal bots og brugere kan være større.
Telegram lod 30 anmeldte bots blive
Digitalt Ansvar anmeldte alle 36 bots til Telegram. Organisationen henviste både til Telegrams egne regler og til dansk lovgivning. Da undersøgelsesperioden sluttede den 31. august, havde Telegram kun fjernet seks af dem. 30 af de 36 anmeldte bots var dermed fortsat tilgængelige.
Digitalt Ansvar kritiserer Telegram for den manglende håndhævelse:
”En ting er, at Telegram vender det blinde øje til, at de her bots florerer i hobetal på platformen, men at de ligefrem afviser at fjerne størstedelen af dem, når vi anmelder dem direkte til dem, det dokumenterer sort på hvidt, at det her kun handler om en ting, og det er manglende vilje”, siger Ask Hesby Holm.
Falske billeder kan få virkelige konsekvenser
Problemet rammer langt bredere end kendte kvinder. En undersøgelse fra 2024 baseret på data fra blandt andet Danmark, Holland og Belgien viste, at 1,9 procent af europæiske kvinder havde oplevet at få fremstillet eller delt manipuleret seksuelt materiale eller var blevet truet med, at det ville ske.
En britisk undersøgelse fra 2025 blandt 1.700 repræsentativt udvalgte personer i England og Wales viste, at 14 procent havde set en seksuel deepfake af en person, de kendte.
”Det nye er, hvor nemt og tilgængeligt det er blevet at udsætte andre for det her. Med nudify-bots kan man på få minutter og uden tekniske forudsætninger fremstille seksuelt materiale af hvem som helst. Det betyder, at langt flere, også helt almindelige mennesker, risikerer at blive udsat”, siger Mikkel Bo Jensen, analytiker i Digitalt Ansvar.
Selv om billederne og videoerne er falske, kan konsekvenserne være virkelige. Materialet kan bruges til at ydmyge, chikanere, afpresse og udøve social kontrol, og når det først er blevet delt, kan det være meget vanskeligt at få fjernet igen.
Apple og Google tjener på betalingerne
Undersøgelsen retter også opmærksomheden mod Apple og Google. Begge selskaber har offentligt fastslået, at nudify-apps ikke er tilladt i deres appbutikker. Alligevel kan brugere betale for nudify-bots på Telegram gennem en betalingsvej, som involverer selskaberne.
Telegram har sin egen digitale valuta, Telegram Stars. Brugerne kan købe Stars gennem Apples og Googles betalingssystemer og derefter bruge dem til at betale for nudify-bots. Digitalt Ansvar testede selv betalingsvejen gennem både Apple Store og Google Play Store. Når brugerne køber Stars på denne måde, modtager Apple eller Google en del af betalingen. Telegrams konkrete aftaler med Apple og Google er ikke offentligt kendte, og derfor kan organisationen ikke fastslå, hvor stor en andel selskaberne modtager.
”Apple og Google siger, at nudify-apps ikke hører hjemme i deres appstores. Alligevel gør de Telegram tilgængelig for millioner af brugere og tjener samtidig på, når brugere betaler for at fremstille manipulerede seksuelle overgreb. Det får deres forbud til at klinge hult”, siger Ask Hesby Holm.
Techselskaberne skal gribe ind
Digitalt Ansvar anbefaler, at Telegram aktivt forhindrer spredningen af nudify-bots og ændrer platformen, så den bliver mindre attraktiv for udbyderne.
Organisationen opfordrer også Apple og Google til at fjerne Telegram fra deres appbutikker, indtil platformen har begrænset udbredelsen af nudify-bots. Som minimum bør selskaberne ifølge Digitalt Ansvar blokere for køb af Telegram Stars gennem deres betalingssystemer. Organisationen ønsker desuden, at europæiske lovgivere undersøger muligheden for at stille skærpede krav til platforme, der ikke griber ind over for billedmanipulation og ulovlig deling.
Digitalt Ansvar identificerede i sin undersøgelse 36 nudify-bots på Telegram mellem 10. og 20. august 2026 og testede dem med det samme AI-genererede billede af en voksen kvinde. Alle 36 kunne fremstille et virkelighedstro falsk nøgenbillede på få minutter, og ingen krævede dokumentation for samtykke. 25 bots havde tilsammen 1.063.701 månedlige brugere. Digitalt Ansvar anmeldte alle 36 til Telegram, som kun fjernede seks. Organisationen dokumenterede desuden, at Telegram Stars købt gennem Apple og Google kunne bruges til at betale for fremstillingen af materialet.
Kilde: Ritzau







