Karisma kan få os til at overse mørke personlighedstræk

Psykologen Leanne ten Brinke forsker i psykopati, narcissisme og andre mørke personlighedstræk. De findes ikke kun blandt kriminelle, men også i politik, ledelse og hverdagsliv. Her er nogle af tegnene med råd til, hvordan du kan genkende og håndtere dem

12. marts 2026

Leanne ten Brinke er lektor i psykologi ved University of British Columbia i Canada, hvor hun forsker i mørke personligheder. Oprindeligt studerede hun retspsykologi, men et møde med en kriminel, der sandsynligvis var psykopat, fik hende til at ændre karrierespor. I dag er hun fascineret af det, hun kalder “mørke personligheder” – især psykopati, narcissisme, machiavellisme og sadisme.

I et interview med den britiske avis The Guardian fortæller hun, at der bestemt ikke er mangel på mennesker at studere: Egoistiske, følelseskolde, impulsive og manipulerende personer findes overalt, og ofte fremstår de både udadvendte og charmerende.

“Det gik op for mig, at disse træk ikke kun findes i en kriminel underverden. De dukker op i alle dele af vores liv.” De kan være på arbejdspladsen, i skolen – eller lede vores institutioner eller lande."

Mørke træk kan have stor skadevirkning
I dag opfatter forskere ikke længere psykopati og lignende personlighedsforstyrrelser som noget, man enten har eller ikke har. I stedet findes de på et spektrum fra mild til svær grad. Kun de færreste mennesker ligger på et klinisk niveau af psykopati, men mennesker med forhøjede, mørke træk kan stadig gøre uforholdsmæssigt stor skade på samfundet, i kriminalitet, politik eller i de virksomheder, de leder.

Der er en reel – om end lille – chance for, at din chef er psykopat. Mennesker med mørke personlighedstræk er nemlig overrepræsenteret i topledelse:

“De er ofte meget optagede af magt og status,” siger Brinke. Samtidig fremstår de ofte karismatiske og ekstremt selvsikre, og vi forveksler let selvsikkerhed med kompetence. Desuden stiller de sig oftere frem og søger magtpositioner end gennemsnittet.

Selvoptaget og nedladende adfærd
I sit konsulentarbejde oplevede Leanne ten Brinke en direktør, der nedgjorde andre og krævede al opmærksomhed. Publikum opfattede hans adfærd som tegn på stærk ledelse. Men forskning viser, at netop sådanne personlighedstræk ofte hænger sammen med dårligere resultater.

Den samme mekanisme findes i politik. Vi tror ofte, at ekstrem selvsikkerhed er tegn på stærkt lederskab. En “stærk mand” fortæller os, at han er en stor leder – og vi tror på det.

Vi mennesker har nemlig et såkaldt "sandheds-bias": vi har en tendens til at tro på det, vi får at vide, medmindre vi får en klar grund til at tvivle. I tider med usikkerhed søger vi stærke ledere. Når de får magten, kan de skabe mere kaos og ustabilitet, hvilket igen gør os mere tilbøjelige til at vælge lignende ledere. På den måde kan cirklen fortsætte.

Sådan genkender og håndterer du mørke personlighedstræk
At kunne genkende mørke personlighedstræk kan hjælpe os med at træffe bedre valg i livet. Nogle gange handler det ifølge Ten Brinke om at opdage og undgå en person, andre gange om at opdage og håndtere vedkommende. 

Typiske advarselstegn kan være, at en person konstant afbryder andre, bliver vred, hvis han eller hun selv bliver afbrudt, overskrider personlige grænser eller fremstår usædvanligt charmerende og karismatisk. I romantiske relationer kan det også vise sig som såkaldt love-bombing – en meget intens forelskelse i begyndelsen. Derfor kan det være klogt at tage tingene i et roligt tempo, fordi det tager tid at få et reelt indtryk af et menneske.

Mange tror, at man kan afsløre løgn ved at aflæse kropssprog, men forskning viser i følge den britiske ekspert, at disse signaler er svage. I stedet kan det være mere nyttigt at lytte til sproget og være opmærksom på modsigelser eller uklare forklaringer. Opfølgende spørgsmål kan ofte afsløre mere end kropssprog.

Det er ifølge Brinke urealistisk helt at undgå mennesker med mørke personlighedstræk. Derfor kan det være nødvendigt at lære at håndtere dem. Klare grænser er et vigtigt redskab. Regler, som er skrevet ned eller sagt højt, gør det sværere for personen at teste eller overskride dem. Belønning kan også have en effekt, fordi mennesker med psykopatiske træk ofte reagerer stærkere på belønning end på straf. Hvis de opfører sig fair eller ærligt, kan det derfor være en fordel at anerkende den gode adfærd.

Kilde: The Guardian