Powerkvinderne har spurgt sine følgere på Facebooksiden om psykisk og økonomisk vold, hvorfor det tog så lang tid at forlade en voldelig partner. Mange levede i volden i over et årti. De blev for børnenes skyld, på grund af manipulation, håb, frygt og en langsom nedbrydning af selvværd, handlekraft og økonomi – en kombination, der gør bruddet til et af livets sværeste skridt.
16. november 2025
Af Anne-Mette Barfod
"Hvor længe gik du og håbede på, at I igen kunne bliver lykkelige sammen, før du gik? Og hvorfor blev du så længe?"
De spørgsmål stillede Powerkvinderne sine følgere på vores Facebookside om psykisk og økonomisk vold. Når man læser svarene, er der én ting, der går igen: De blev ikke, fordi de ikke kunne se, at noget var galt. De blev, fordi volden over tid ændrede deres virkelighed, deres muligheder – og deres billede af sig selv.
Nogle følgere fortæller om halvandet år i en psykisk voldelig relation. Andre om 10, 20 eller 30 år. Flere har været i mere end ét voldeligt forhold og beskriver, hvordan mønstrene gentager sig. Set på tværs af svarene ender den gennemsnitlige varighed af et voldeligt forhold på omkring 14 år. Det er ikke bare en hård periode. Det er store dele af et voksenliv – og ofte hele børnenes barndom.
Samtidig fortæller mange, at volden ikke stopper, når de går. For flere fortsætter den som eftervold, stalking, trusler, chikane, økonomisk kontrol eller konflikter om børnene. For nogle var tiden efter bruddet faktisk den hårdeste.
Børnene: Den stærkeste grund til at blive
Det er svært at bryde fri af en voldelig relation, og den mest gennemgående forklaring i tråden og på messengerbeskeder handler om børnene. Mange skriver, at de blev, fordi de ville beskytte deres børn mod at være alene med en voldelig eller ustabil forælder.
En far fortæller, at han i 10 år vidste, at ”den var gal”, men blev, fordi han var bange for at miste kontakten til sine børn. Flere mødre beskriver, at de blev, fordi de ikke turde overlade børnene til samvær alene med far – de kunne bedre holde øje med ham og beskytte børnene, når de selv boede der.
Andre skriver om frygten for at miste børnene helt, eller om frygten for at voldsudøveren ville manipulere med børnene og vende dem imod dem, når de forsøgte at gå. Nogle oplever, at store børn eller teenagere tager den voldelige forælders parti og lægger skylden over på den, der forsøger at bryde med volden.
Når man læser svarene, er det tydeligt, at forældreskab i voldelige relationer ikke ”bare” handler om at være i et dårligt forhold. Det handler om at bære ansvaret for at beskytte børnene – også mod den voldelige forælder.
Manipulation, falske håb og et selvværd, der langsomt krakelerer
Et andet stærkt mønster er manipulationen. Mange beskriver forhold, der begynder med intens forelskelse, charme og en følelse af, at denne person ”ser” dem som ingen andre - det som også kaldes 'love bombing'.
Senere glider relationen over i tavshedsstraf, kulde, følelsesmæssig utilgængelighed, vrede, jalousi og kontrol. Flere skriver både i tråden og i beskeder, at partneren straffer dem med tavshed, låser dem inde, forfølger dem, chikanerer dem på arbejde eller udsætter dem for seksuelle overgreb.
Midt i det hele ligger håbet. Håbet om, at når voldsudøveren får det bedre, stopper med at drikke, når medicinen virker, når stressen går ned, når økonomien falder på plads, så bliver han eller hun igen den kærlige person, den voldsudsatte mødte i begyndelsen.
Samtidig bliver selvværdet langsomt nedbrudt. En skriver, at hun i 20 år fik at vide, at hun var grim, dum og ingenting kunne. Andre fortæller, at de til sidst ikke kunne mærke sig selv. De troede, problemet var dem, ikke volden.
Når selvværdet er trykket helt i bund, bliver spørgsmålet ikke ”hvorfor går du ikke?” – men ”hvordan skulle du overhovedet kunne vriste dig fri?”
Økonomi, isolation og et helbred der betaler prisen
Flere svar peger også på økonomi som en afgørende faktor. Nogle skriver om partnerens styring af økonomien, lav indkomst efter mange års psykisk nedbrydning eller direkte afhængighed af partnerens penge. Andre om, at de først kunne slippe fri, når partneren ikke længere havde et økonomisk greb om dem.
Mange beskriver også, at de mister fodfæstet arbejdsmæssigt: De bliver sygemeldt, mister job, må forlade et godt job for at få hverdagen til at hænge sammen eller ender på flexjob eller på førtidspension, fordi deres krop og psyke ikke kan mere. PTSD, hjerteflimmer, angst og konstant alarmberedskab går igen i flere fortællinger.
Isolation er endnu en brik. Partneren vender familien imod dem, skaber konflikter i netværket, får andre til at tro, at den voldsudsatte er problemet. Det bliver sværere at række ud efter hjælp, når man allerede er stemplet som ”den, der er noget galt med”.
Set samlet er det ikke én ting, der fastholder voldsudsatte i relationen - det er hele fundamentet: økonomi, helbred, netværk, selvværd - og frygten for, at volden ikke stopper efter bruddet.
Friheden: Et nyt liv – og en ny selvforståelse
Midt i den tunge læsning er der også noget andet, der står stærkt: modet og styrken hos dem, der gik.
Flere beskriver bruddet som kaotisk, dyrt, konfliktfyldt og fyldt med eftervold. Nogle måtte flygte til krisecenter. Andre har opgivet økonomiske krav for at overleve. Mange kæmper stadig med et nervesystem, der reagerer, selv om den voldelige partner er ude af deres liv.
Alligevel er der en tydelig linje: Friheden er det bedste, der er sket for dem. De begynder at tro på sig selv igen. De ser tilbage og forstår, hvor meget de har holdt til. Flere skriver direkte, at de har indset, at de ikke var svage – tværtimod var de ufatteligt stærke.
Denne lille spørgerunde på Powerkvindernes Facebook-side viser, at man ikke bliver i vold, fordi man er svag. Man bliver, fordi volden er stærk og omsiggribende – og fordi kærlighed, ansvar, håb, frygt og økonomi væver sig sammen til en fælde, som det kræver enorm styrke at bryde ud af.
Og netop derfor er det så vigtigt, at vi stopper med at spørge ”hvorfor gik hun ikke bare?” og i stedet spørger:
"Hvad skal der til, for at hun – eller han – kan gå trygt?"
