Motion i grønne omgivelser give bedre humør, lavere stressniveauer og bedre hjerterytme end træning i byen eller indendøre. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet. Studiet giver nye indsigter, som kan bruges til at forbedre folkesundheden

17. september 2025
En times rask gang i skoven, ved stranden eller i en grøn park reducerer stresshormoner, forbedrer humøret og gør motionen lettere at nyde.
Det viser et nyt studie fra forskere på Københavns Universitet og Universitetet i Verona.
25 unge mænd deltog i forsøget, hvor de skulle gå i samme tempo i tre forskellige omgivelser: Et naturområde, en by-rute og et indendørs fitnessmiljø. Efter hver gåtur blev deres humør, stressniveau og fysiske belastning målt – og resultaterne var klare.
“Deltagerne følte sig markant mere afslappede og havde lavere niveauer af stresshormonet kortisol efter at have gået i naturen. Samtidig rapporterede de større glæde og mindre træthed,” siger lektor Stefano De Dominicis fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Vores hjerne elsker natur
Studiet er blandt de første, der kombinerer fysiologiske målinger med deltagernes egne oplevelser i både grønne, urbane og indendørs miljøer - og undersøger sammenhængen mellem de tre.
”Det er ikke nyt eller overraskende, at naturen er god for vores sundhed. Men der har manglet forskning, der både undersøger de psykiske og fysiske effekter af motion i naturen sammenlignet med byen og indendøre. Vores studie viser, at naturen er de to andre miljøer overlegen på flere områder,” siger lektor Stefano De Dominicis.
Studiet viser, at motion i naturen giver større mentale fordele end både by- og indendørs omgivelser. Deltagerne vurderede naturen som mest genopladende, og de oplevede flere positive følelser som glæde, tilfredshed og optimisme end i både by og indendørs omgivelser.
Naturen dæmper angst, irritation og kedsomhed
Samtidig var negative følelser som angst, irritation og kedsomhed markant lavere i naturen. For eksempel steg følelsen af kedsomhed efter en gåtur indendørs, mens den faldt i naturen.
Også oplevelsen af ro var størst i naturen, mens den faldt mest indendørs.
”Mennesket er født i naturen, og vi har gennemgået det meste af vores evolution i den. Derfor er det ikke så underligt, at vi får det godt af at opholde os i den,” siger Stefano De Dominicis.
Endelig havde deltagerne markant større lyst til at gentage aktiviteten i naturen, hvor lysten til at fortsætte var på et mindre niveau ved træning i byen og indendøre.
”Tallene viser, at naturen ikke bare giver et kortvarigt løft i humøret – den reducerer også negative følelser og øger motivationen for at fortsætte med at være fysisk aktiv,” siger forskeren.
Brug naturen en gang om ugen
De fysiologiske målinger bakkede op om deltagernes oplevelse af at motionere i naturen. Her kunne forskerne blandt andet måle, at deltagernes hjerterytme faldt hurtigere efter en gåtur i naturen. Samtidig var variationen i hjerterytmen – et tegn på, hvor godt kroppen aktiverer sit ro- og restitutionssystem – 20-30 procent højere i naturen end indendørs.
Stefano De Dominicis understreger dog, at der også er en masse fordele ved at træne indenfor. F.eks. det sociale element ved at dyrke en holdsport eller small talk i fitnesscentret. Han mener dog, at det er oplagt at tænke den udendørs træning ind i sit ugentlige motionsprogram.
”De psykiske og fysiske gevinster ser ud til at være væsentlig større ved at træne i naturen, og derfor kan folk få meget ud af at erstatte bare en enkelt af deres ugentlige inde-træninger med 30 minutters træning i grønne omgivelser,” siger han.
Kan gavne folkesundheden mere end vi troede
Studiet peger også på, at omgivelserne spiller en større rolle for vores motivation og restitution end hidtil antaget, da deltagernes oplevelse af motionen i de tre miljøer nu bakkes op af fysiske målinger. Det giver nye vigtige indsigter, som forskerne håber, kan gavne både folkesundheden og fremtidens byplanlægning.
“Vi ser et stort potentiale i at bruge naturen som en drivkraft for fysisk aktivitet – især for dem, der har svært ved at komme i gang,” siger Stefano De Dominicis.
Forskerne anbefaler, at kommuner og sundhedsaktører i højere grad tænker grønne områder ind i folkesundhedsstrategier og tilbud om motion til fx overvægtige og personer med psykiske lidelser.
Kilde: Københavns Universitet







