Skab et sundt, inspirerende og trygt SoMe-liv

Sociale medier skal ikke være en kampplads, hvor du dagligt skal forsvare din eksistens som kvinde. De skal være et sted, hvor du kan vokse, grine og blive inspireret. Derfor kan du med fordel tage magten tilbage over, hvem og hvad du lukker ind i dit feed

1. april 2025

Af Anne-Mette Barfod

Det startede som et fællesskab. Et sted, hvor du kunne dele, drømme og finde ligesindede. Men for alt for mange unge kvinder er sociale medier i dag blevet et sted, hvor de føler sig angrebet snarere end anerkendt. Nye undersøgelser viser, at en giftig onlinekultur fyldt med kvindehad og ekstreme maskuline forbilleder skubber kvinder væk – mentalt og fysisk.

En undersøgelse fra The Female Lead og Amnesty International UK tegner et klart billede: Seks ud af ti unge mellem 16 og 25 år mener, at udtalelser og handlinger fra politiske ledere har gjort sproget på sociale medier mere hadefuldt og kvindefjendsk.

Især navne som Donald Trump og influencer Andrew Tate går igen. Over halvdelen af de unge mænd i undersøgelsen nævner Tate som en af hovedkilderne til online misogyni. Blandt kvinderne giver 58 procent ham og Trump ansvaret for det eskalerende kvindehad.

”Toxic ‘bro’-kultur driver unge kvinder væk fra sociale medier,” lyder det fra Amnesty International, der kalder udviklingen både skadelig og alarmerende.

For det gør noget ved os, når vi dag efter dag bliver eksponeret for indhold, der underminerer vores køn, vores stemme og vores ret til at være her. Hele 44 procent af de unge kvinder i undersøgelsen fortæller, at det har påvirket deres mentale helbred negativt. Mange har helt droppet platforme som X, TikTok og Instagram.

Kvinder skal tage det digitale rum tilbage
Men skal vi så helt droppe de sociale medier for at passe på os selv? Ikke nødvendigvis. I stedet handler det om at tage det digitale rum til bage. Ikke ved at forlade det – men ved at omforme det og fylde det med stemmer, der inspirerer.

The Female Lead har undersøgt, hvad der sker, når unge kvinder aktivt tager styringen over, hvem de følger, og hvilket indhold de lukker ind. I kampagnen #DisruptYourFeed opfordrede de kvinder til at udskifte skadeligt indhold med stærke, inspirerende forbilleder, og resultaterne var positive:

De unge kvinder fik større selvtillid, drømte større, og fik en bedre fornemmelse for, hvordan sociale medier påvirker dem. Når unge kvinder tager styringen over deres feed og aktivt vælger indhold, der styrker dem i stedet for at trække dem ned, vælger de ifølge undersøgelsen selv stemmer til, som inspirerer dem frem for de stemmer, der søger at dominere dem. På den måde kan unge kvinder ikke bare ændre deres eget syn på verden, men også hvordan de ser sig selv.

Sådan tager du kontrollen tilbage
Hvis du også mærker trætheden ved konstante kønskampe og negativitet i dit feed, så er her nogle råd til, hvordan du selv kan begynde at skabe et sundere digitalt miljø omkring dig:

  1. Rens ud i dit feed
    Fjern konti, der får dig til at føle dig forkert, vred eller udmattet. Følg profiler, der gør dig klogere, gladere og mere dig.

  2. Find dine digitale forbilleder
    Det kan være kunstnere, feminister, forfattere eller helt almindelige kvinder med noget på hjerte. Fyld dit feed med dem.

  3. Giv dig selv digitale pauser
    Du behøver ikke være på hele tiden. Skab luft mellem dig og skærmen – og mærk dig selv uden filter.

  4. Del og tal om dine oplevelser
    Hvis du oplever online had eller diskrimination, så sig det højt. Der er styrke i at dele – og i at stå sammen.

  5. Husk, at virkeligheden ikke er et filter
    Det meste, du ser online, er poleret. Dit eget værd kan ikke måles i likes, men i hvordan du behandler dig selv.

Kilde: Female Lead

 

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce