Sådan undgår du at blive manipuleret af en narcissist

Narcissistiske mennesker er gode til at manipulere, fordi de ved, hvilke knapper de skal trykke på hos dig for at få en ønsket reaktion. Med simple teknikker kan du ifølge adfærdsekspert vende situationen, sætte sunde grænser og beskytte dig selv

Du har sandsynligvis mødt mennesker i dit liv, der får dig til at føle skyld, frygt eller en forpligtelse til at gøre noget, du egentlig ikke har lyst til. Disse følelser er ikke tilfældige.

Manipulerende personer forsøger bevidst at vække disse følelser hos dig for at påvirke din adfærd. Ved at være opmærksom på sådanne følelser hos dig selv, kan du derfor blive bedre til at spotte manipulation i det øjeblik, du er udsat for den.

Sådan lyder det fra Chase Hughes, der er en anerkendt ekspert i adfærdsanalyse og forfatter til flere bøger om manipulation og kommunikation. I en video på Youtube med titlen Exactly what to say to a narcissist giver han en vigtig nøgle til at afsløre en manipulators motiver og metoder, så du kan beskytte dig selv.

Spejl deres intentioner, ikke deres handlinger
En af de mest effektive måder at afvæbne manipulerende mennesker på er ved at sætte ord på deres intentioner fremfor at reagere impulsivt, automatisk eller uovervejet på deres manipulation.

Hvis et manipulerende menneske opfører sig passivt aggressivt, kan det ifølge Hughes handle om et behov for at få bekræftelse. I stedet for at reagere impulsivt med irritation, kan du vente med at reagere. Du kan give dig selv tid til at overveje din reaktion, hvorefter du stille og roligt sige: ”Jeg kan mærke, at du føler dig usikker. Hvad har du brug for fra mig?”

Ved at anerkende deres følelser uden at give efter for manipulation, flytter du ifølge adfærdseksperten fokus fra drama til løsning. Dette gør det sværere for manipulatoren at eskalere situationen.

Identificer hvad de forsøger at opnå
Din opgave er ifølge Chase Hughes at være bevidst om, hvornår du bliver manipuleret og dernæst identificere, hvad manipulerende mennesker forsøger at opnå. Typisk er formålet med manipulation at opnå magt og kontrol, anerkendelse, bekræftelse eller ganske enkelt få opmærksomhed. Manipulation er ofte usynlig, så i de situationer kan du venligt synliggøre intentionen ved at spørge ind til, hvad han eller hun har brug for fra dig: 

  • Magt og kontrol: Manipulatorer kan forsøge at skabe usikkerhed ved at underminere din selvtillid eller træffe beslutninger uden at inkludere dig. Du kan svare: ”Jeg har en fornemmelse af, at du har brug for at have styr på situationen. Hvordan kan vi finde en løsning, der fungerer for os begge?”

  • Anerkendelse: Manipulerende personer søger ofte anerkendelse ved at overdrive deres præstationer eller ved at fremhæve, hvor meget de har gjort for dig. Du kan sige: ”Jeg tror, at du har brug for, at jeg ser det fra din side. Kan du sætte nogle ord på, hvad det helt præcist er, du gerne vil have?”

  • Bekræftelse: Nogle manipulatorer søger bekræftelse ved konstant at fremhæve deres egne behov eller ved at nedgøre andres meninger. I dette tilfælde kan du sige: ”Jeg kan godt forstå, hvis du har brug for at føle dig set og hørt. Jeg vil gerne lytte, hvis du har noget, du gerne vil tale om.”

  • Opmærksomhed: Når en person søger opmærksomhed, fx ved at bruge tavshed som straf, skabe drama eller afbryde samtaler, kan du sige: ”Jeg har på fornemmelsen, at du gerne vil have mere fokus på dig. Hvad kan vi gøre, så du føler, at du har min opmærksomhed?”

Sæt ord på adfærden uden at optrappe konflikten
Ved at spørge ind til det manipulerende menneskes behov, lader du dig ikke påvirke af alt det usynlige og usagte, der ligger i manipulationen. På den måde undgår du at bevæge dig ud i grublerier, bekymringer og gætværk. Samtidig reagerer du roligt - og ikke følelsesladet. På den måde opnår personen ikke den følelsesmæssige reaktion hos dig, som han eller hun ønsker sig.

Mennesker, der anvender manipulation, elsker hurtige, følelsesmæssige reaktioner, men hvis du reagerer følelsesladet, holder din reaktion dig ifølge Chase Hughes fanget i deres manipulationer. En simpel, men effektiv metode er at tage en pause næste gang, du oplever, at et manipulerende menneske siger eller gør noget, der er designet til at provokere dig. Træk vejret og vent med at reagere. Når du undlader at reagere impulsivt og følelsesladet, signalerer du, at du ikke er blevet fanget ind i et spil.

Samtidig kan du ifølge Hughes med fordel sætte grænser. At sætte grænser behøver ikke at føles som en kamp. Du kan sætte grænser med optimisme og positivitet. I stedet for at sige: ”Jeg gider ikke at blive behandlet sådan,” kan du sige: ”Jeg foretrækker, at vi har samtaler, hvor vi begge føler os respekterede.”

Tag kontrollen tilbage til dig selv
Ved at implementere disse teknikker tager du kontrollen tilbage og skaber grobund for sundere relationer. Narcissistiske og manipulerende personer trives i drama, men når du lærer at afvæbne dem, mister de deres greb og magt over dig.

Det er sandsynligt, at et menneske med stærke, narcissistiske træk vil forsøge nye metoder, når han eller hun oplever, at manipulationen ikke længere virker. Narcissistiske mennesker trives med at have magt og kontrol og kan have brug for anerkendelse, bekræftelse og opmærksomhed. Når de mister styringen, vil de ofte ændre strategi.

I den situation er det vigtigt, at du holder fast i de teknikker, der beskytter dig, som at spørge ind til deres intentioner, sætte ord på deres adfærd og sætte grænser med positivt sprog. Konsistens i din tilgang vil gøre det sværere for et menneske med narcissistiske træk at finde svage punkter hos dig, de kan udnytte. Hvis forsøget på manipulation fortsætter, er det måske et menneske, du med fordel kan trække dig fra, fordi det ikke er muligt at have en ligeværdig, moden og respektfuld kommunikation.