De værste danske skældsord rammer langt oftere kvinder end mænd, viser ny forskning. Samtidig fungerer kønnede skældsord som redskaber til at regulere kønnenes adfærd - og forme forestillinger om maskulinitet og femininitet
8. maj 2026
Sprog virker måske uskyldigt. Ord flyver gennem kommentarfelter, skolegårde, arbejdspladser og middagsborde hver eneste dag. Men bag ordene gemmer der sig ofte nogle langt dybere mønstre. For skældsord handler om andet og mere end temperament. De handler også om magt, forventninger og forestillinger om køn.
Det fremgår af en forskningsartikel af seniorforskerne Marianne Rathje og Jørgen Schack. I artiklen præsenterer de en ny undersøgelse af kønnede skældsord i det danske sprog, som viser, at kvinder langt oftere end mænd rammes af nedsættende betegnelser. Artiklen er offentliggjort i maj-udgaven 2026 af Dansk Sprognævns nyhedsbrev Nyt fra Sprognævnet og bygger blandt andet på analyser af ord i Den Danske Ordbog, som udgives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
I både spørgeskemaundersøgelser og Den Danske Ordbog finder forskerne en klar overvægt af skældsord rettet mod kvinder. Faktisk udgør nedsættende ord om kvinder 60 procent af de kønnede skældsord blandt unge respondenter, mens ord rettet mod mænd kun udgør 12 procent. Samtidig viser undersøgelsen, at nogle af de mest brugte skældsord blandt unge fortsat er ord som “luder”, “kælling”, “so”, “bitch” og “smatso”.
Mønstret går igen uden for ordbøgerne. En rapport fra analysebureauet Analyse & Tal, hvor man har gennemgået hadtale på danske Facebooksider, viser, at 22 procent af alle hadefulde angreb handler om køn. Hele 73 procent af de kønnede hadefulde kommentarer retter sig mod kvinder, mens 27 procent retter sig mod mænd.
Sproget afslører, hvad kvinder og mænd “ikke må være”
Det interessante ved skældsord er ikke kun selve ordene. Det interessante er, hvad de forsøger at sanktionere. Hvad er det egentlig, kvinder og mænd bliver mødt med negative ord for?
Når forskerne analyserer Den Danske Ordbog, tegner der sig et tydeligt mønster. Kvinder bliver især mødt med nedsættende ord, hvis de virker vrede, seksuelt udfordrende - eller ikke lever op til idealer om at være unge, smukke og fysisk attraktive. Ord som “kælling”, “rivejern”, “rejekælling”, “luder”, “so” og “mandhaftig” fungerer derfor ikke bare som tilfældige fornærmelser. De afslører også nogle klare forestillinger om, hvordan kvinder bør være.
Mænd bliver derimod ofte gjort til grin, hvis de virker svage eller umandige. Skældsord som “tøsedreng”, “slapsvans”, “tøffelhelt” og “bøsserøv” afslører, hvilke egenskaber der fortsat forbindes med det at være en “rigtig mand”.
“Kvinder må hverken fylde for meget – eller for lidt”
Forskerne peger også på noget andet interessant: De nedsættende ord afslører, hvilke egenskaber kvinder og mænd forventes at have – og hvilke egenskaber samfundet historisk set har straffet sprogligt.
Den største kategori af nedsættende ord om kvinder handler ifølge forskerne om kvinder, der virker vrede, skrappe, højrøstede eller dominerende. Ord som “kælling”, “rivejern”, “rejekælling”, “skrappedulle” og “rappenskralde” retter sig mod kvinder, der fylder, siger fra eller bryder med forestillingen om den behagelige og konfliktdæmpende kvinde.
En anden stor kategori handler om kvinder, der opfattes som seksuelt udfordrende eller simpelthen “for meget”. Her nævner forskerne ord som “luder”, “tøs”, “tæve”, “fisselette” og “billig”. Samtidig viser analysen et paradoks: Kvinder risikerer også negative betegnelser, hvis de ikke lever op til forventninger om seksuel tilgængelighed. Ord som “frigid” og “narrefisse” retter sig mod kvinder, der afviser sex. Det betyder i praksis, at kvinder kan kritiseres både for at være “for seksuelle” og “for lidt seksuelle” på samme tid.
Rollen som mor, udseende og alder
Forskerne peger samtidig på, at kvinder også mødes med skældsord, hvis de ikke lever op til idealer om udseende, alder og moderrolle.
Ord som “kvabso”, “smatso”, “ko” og “konet” retter sig mod kvinder, der beskrives som grimme, gamle eller tykke, mens betegnelser som “ravnemor” og “moderdyr” viser, at kvinder også møder hårde vurderinger af deres moderskab. Selv følsomhed bliver sprogligt reguleret gennem ord som “tudemarie” og “tudeprinsesse”.
Når forskerne ser på mændenes skældsord, handler de derimod især om manglende styrke, mod og maskulinitet. Her finder de ord som “slapsvans”, “tøsedreng”, “tøffelhelt” og “svans”. Ifølge forskerne peger det på, at mænd fortsat mødes med stærke forventninger om at være handlekraftige, robuste og maskuline.
Skældsord viser om kulturelle mønstre
Vi taler ofte om skældsord, som om de bare er grove vendinger, man skal lære at ignorere. Men forskningen peger på, at sproget også spiller en rolle i vores fælles forståelser af køn og social accept.
Ifølge forskerne fungerer kønsspecifikke skældsord som redskaber til regulering af kønnenes adfærd. Samtidig kan de være med til at forme samfundets opfattelser af maskulinitet og femininitet.
Det er også derfor, at debatter om tone, kommentarer og sexistisk sprog handler om mere end bare ord. De handler om, hvilke egenskaber samfundet belønner hos kvinder og mænd – og hvilke egenskaber hos kønnene, der på forskellig vis bliver mødt med latterliggørelse, hån eller sanktioner.
Når en kvinde bliver kaldt “kælling”, fordi hun siger fra, eller en mand bliver kaldt “svag”, fordi han viser følelser, ser vi nogle af de mønstre i praksis, som forskerne beskriver. Måske er det netop derfor, sproget er så vigtigt at undersøge.
Ord beskriver ikke kun verden omkring os. De former også den måde, vi ser hinanden på.
Kilde: Nyt fra Sprognævnet
