Kun 21 procent af Danmarks IT-specialister er kvinder, selv om kvinder og mænd har næsten samme grundlæggende digitale færdigheder. Det skaber en skævhed i udviklingen af den teknologi, der former vores samfund. I dag uddeler IT-fagforeningen PROSA for første gang Ada Lovelace-prisen

21. oktober 2026
Af Anne-Mette Barfod
Der er så meget, kvinder ikke forstår. Sådan lød et gammelt reklameslogan, der spillede på forestillingen om, at der er områder, som mænd bare har mest forstand på, mens kvinder må overlade den slags til dem. Men tallene afslører en anden virkelighed.
Ifølge Danmarks Statistik havde 81 procent af både kvinder og mænd i alderen 16-74 år som minimum grundlæggende digitale færdigheder i 2025. Alligevel udgjorde kvinder kun 21,1 procent af landets IT-specialister, mens mænd tegnede sig for 78,9 procent.
Det betyder, at mænd dominerer blandt de specialister, som udvikler, driver og vedligeholder den teknologi, der i stigende grad påvirker vores arbejdsliv, sundhed, kommunikation og adgang til information.
I dag, den 21. oktober, uddeler IT-fagforeningen PROSA for første gang Ada Lovelace-prisen, som er opkaldt efter den britiske matematiker, der regnes for verdens første computerprogrammør. Prisen går til en kvinde, der har gjort en særlig indsats for at inspirere flere kvinder til at vælge IT-faget og sætte teknologiens betydning for samfundet på dagsordenen.
Kønsbalancen i IT står næsten stille
IT-fagforeningen PROSA har gennem flere år peget på den skæve kønsfordeling i branchen, hvor omkring 30 procent er kvinder og 70 procent mænd. Trods talrige kampagner for at få flere kvinder til at vælge en karriere inden for IT har udviklingen kun i begrænset omfang båret frugt.
Blandt IT-specialister er forskellen endnu større. I 2015 var 16,5 procent kvinder. Ti år senere var andelen steget til 21,1 procent. Siden 2023 er den endda faldet fra 22,6 procent. Danmark ligger dog lidt over EU-gennemsnittet. Ifølge EU's Digital Skills and Jobs Platform var 19,5 procent af EU's IT-specialister kvinder i 2025.
PROSA har stiftet Ada Lovelace-prisen for at sætte fokus på den skæve kønsbalance og synliggøre kvinder, der har gjort en forskel inden for IT. Prisen er på 15.000 kroner og skal fremover uddeles hvert år.
IT handler om mere end bits og bytes
Diskussionen om kvinder i IT kommer ofte til at handle om programmering, computerspil og tekniske uddannelser med nørdede mænd i brune fløjlsbukser og seler. Men IT handler også om, hvem der bestemmer, hvilke problemer teknologien skal løse, og hvilke hensyn der bliver prioriteret, når nye digitale løsninger udvikles.
Kunstig intelligens anvendes allerede i rekruttering, sundhedsvæsenet og offentlige beslutningsprocesser. Sociale mediers algoritmer påvirker, hvilket indhold både børn, unge og voksne møder, mens digitale platforme sætter rammerne for, hvordan kvindehad, chikane og digitale overgreb bliver håndteret. Så sent som i denne uge offentliggjorde Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet en ny undersøgelse - Manosfæren i unge mænds feeds - om kvindehad og rigide mandeidealer på nettet.
Derfor handler en mere ligelig kønsfordeling også om indflydelse. Hvis kvinder er underrepræsenterede blandt dem, der udvikler teknologien, risikerer deres erfaringer, behov og perspektiver at få mindre vægt. Hvis vi skal undgå kønsbias og kvindehad, kræver det bevidste valg om teknologiens design, anvendelse og regulering.
PROSAs næstformand, Curt Kjærsgaard Raavig, understreger, at det er afgørende, hvem der udvikler fremtidens teknologi:
"Det er et fag og en branche, som emmer af mangfoldighed, kreativitet, innovation og derfor burde være for alle. Samtidig er det en teknologi, som forandrer og former samfundet som intet andet, ikke mindst med kunstig intelligens. Derfor er det også vigtigt, at vi har den bredeste repræsentation blandt de mennesker, som former og skaber teknologien, fordi det afspejler sig i resultatet og måden, vi bruger teknologien på", siger han.
PROSA har udgivet en håndbog om diversitet i IT-branchen, der blandt andet fremhæver betydningen af, at teknologiudviklere repræsenterer forskellige befolkningsgrupper og dermed bedre kan identificere brugernes behov.
Fire kvinder viser IT-fagets muligheder
Et dommerpanel har udvalgt fire nominerede til Ada Lovelace-prisen. De repræsenterer forskellige dele af IT-faget og har alle bidraget til at sætte kvinders rolle i teknologiudviklingen på dagsordenen.
- Ida Tin er medstifter af menstruationsappen Clue, tidligere administrerende direktør og ophavskvinde til begrebet femtech, der betegner teknologi udviklet med fokus på kvinders sundhed.
- Pernille Bjørn er professor ved Københavns Universitet og den første kvindelige professor på Datalogisk Institut. Hun arbejder blandt andet med at synliggøre kvinder, som er blevet overset i teknologiens historie.
- Aino Vonge Corry er selvstændig konsulent i Metadeveloper, forfatter og international foredragsholder med speciale i blandt andet agile arbejdsmetoder og samarbejde.
- Sara Amini er Group CIO hos Atea og deltager aktivt i den offentlige debat om IT, ledelse og teknologiens muligheder.
De fire kvinder illustrerer, at IT også handler om sundhed, historiefortælling, organisationsudvikling og ledelse. Deres arbejde udfordrer dermed den snævre forestilling om IT som et fag, der først og fremmest handler om computere og programmering. Curt Kjærsgaard Raavig glæder sig over de fire nomineringer:
”De nominerede er virkelig fire fyrtårn og rollemodeller, og jeg er pavestolt over, at vi på den måde kan vise, at kvinder så absolut har en rolle inden for verdens mest spændende fag, som også er så vigtigt for samfundet.”
Kønsstereotyper begynder i barndommen
PROSA mener, at en del af forklaringen på den skæve kønsbalance skal findes i de kulturelle forestillinger om, hvilke interesser og kompetencer der forbindes med piger og drenge.
Curt Kjærsgaard Raavig mener, at der er behov for at se nærmere på de kulturelle forestillinger om piger, drenge og teknologi:
»Måske skal vi skridtet dybere og også gøre det kulturelt, og til den måde vi opdrager på, taler om og inddrager IT, som en del af drenge og pigers opvækst. Her er rollemodeller vigtige, for at vise, at IT er for alle«, siger han.
Vinderen af Ada Lovelace-prisen offentliggøres ved en reception hos PROSA i København den 21. oktober klokken 17, hvor de fire nominerede også fortæller om deres vej ind i IT-faget og deres syn på, hvordan flere kvinder kan få indflydelse på teknologiudviklingen.
Læs mere om Ada Lovelace-prisen hos PROSA.
Kilde: Ritzau







