INTET NYT UNDER DEN GRÆSKE SOL: Filminstruktøren Christopher Nolan er blevet kaldt ’woke’, fordi han har castet den sorte skuespiller Lupita Nyong’o i rollen som Helena i storfilmen Odysséen. Men kigger vi på Nolans skildring af fortællingens mange markante kvinder, ikke mindst Odysseus’ hustru Penelope, er filmen alt andet end nytænkende og woke
3. august 2026
Folk strømmer i biografen for at se Christopher Nolans nye filmatisering af Odysséen. Den 3000 år gamle historie om Odysseus, konge af den græske ø Ithaka, der efter den trojanske krig kæmper sig gennem 10 års farefulde eventyr for at komme hjem til sin ventende hustru, Penelope. Undervejs må han overvinde kykloper, sirener og guders forbandelser, og han slipper kun afsted med livet i behold, fordi han er modig, skarpsindig og ikke så lidt fræk.
Forleden satte jeg mig ind i biografmørket for at se filmen. Jeg var især spændt på at se, hvordan Nolan ville behandle kvinderne i historien. Odysséen foregår i patriarkalske tider, hvor kvindens plads var i hjemmet, mens alt det offentlige, politik, diskussion, beslutninger og krig, tilhørte mændene. Alligevel er det oprindelige værk fuld af markante kvindefigurer – unge og gamle, guder og halvguder, slaver og kongedøtre.
Patriarkatets power-couple
Den mest kendte af Odysséens kvinder er Penelope. Fortællingen er, at mens Odysseus tilbringer 20 år i krig og på sin vilde hjemrejse, venter Penelope hjemme i kongeborgen på øen år ud og år ind. Fornemme mænd fra de omkringliggende øer bejler til hende og prøver at presse hende til at gifte sig igen, men det vil hun ikke. Derfor finder hun på en list: Hver dag sidder hun ved sin væv. Når stoffet er færdigt, vil hun vælge en ny mand blandt bejlerne, har hun lovet dem. Men om natten trævler hun alt det op igen, som hun har vævet om dagen.
I Odysséen beskrives Penelope ikke bare som smuk og trofast, men også som rådsnar og intelligent – og på den måde som et match for Odysseus. De to er blevet et af den vestlige kulturs ’power-couples’. Men samtidig et emblem på klassiske kønsroller.
Præcis derfor var det spændende, hvordan Christopher Nolan ville skildre Penelope og de tos forhold. Når ældre litteratur filmatiseres i dag, får kvinderne ofte en større rolle og mere handlekraft end i det oprindelige værk. Samtidig er der masser eksempler på, at nutidige forfattere gendigter klassiske værker med nye vinkler.
Ville Nolan gøre op med det stereotype billede af Penelope som den trofaste og passive hustru? tænkte jeg, mens jeg lænede mig tilbage i biografsædet med min slikpose.
Stereotyper og mere nuancerede figurer
Nolan moderniserer på mange måder Odysséen. Guderne, som styrer det hele og fylder meget i den oprindelige historie, er næsten væk i filmen (selv om Odysseus stadig kæmper mod uhyrer og monstre) og krigen og rejsen over havet er fremstillet realistisk. Odysseus selv er skildret som en moderne mand, der lider af PTSD efter sine oplevelser i krig og gør sig tanker om de spildte år og meningen med det hele. Han er på mange måder en menneskelig helt.
Men Penelope, som spilles af Anne Hathaway, får ikke sit eget liv og sin egen historie. Hun har få og kortere replikker end Odysseus, selv i de scener, hvor de to er sammen, og hun forlader aldrig kongeborgen på Ithaka, men ses kun inden døre. Hvordan oplever hun tyve års venten? Er hun vred, eller ensom? Hvordan kan hun blive ved med at elske gennem alle de år? Bliver hun fristet af bare én af de mange bejlere?
I én scene stiller filmen de spørgsmål. Det er da bejlernes leder, Antinoos (som spilles af Robert Pattinson, kendt fra Twilight-serien), spørger hende, om hun aldrig er i tvivl om, hvad det er hun venter på, og om ikke det er på tide, at hun tager sin skæbne i egen hånd og vælger sig en ny mand. Begynder at leve igen, siger han. Penelope rammes af hans ord. Men i det næste klip viser filmen os tydeligt, at Antinoos ikke er værd at ’satse på’, fordi han samtidig ligger i med en af husets slavinder. Derfor lukkes hullet ind til Penelopes tvivl hurtigt igen.
Andre har stillet spørgsmålene om Penelopes indre liv og udforsket det. Allerede i 1946 skrev den svenske forfatter Eyvind Johnson romanen Brændingens brus, som er en gendigtning af Odysséen med et realistisk, psykologisk fokus. Her er Penelope mere kompleks: Hun tvivler på, hvad det egentlig er for en Odysseus, hun elsker efter alle disse år, hun har erotiske tanker, og der er en af bejlerne, hun synes er sympatisk, og overvejer om hun skal vælge til ægtemand.
Også den canadiske forfatter Margaret Atwood (bl.a. kendt for The Handmaid’s Tail) har været nysgerrig på Penelope. I 2005 udgav hun romanen Penelopeiaden, hvor hun digter Penelopes egen version af historien om, hvad der skete i alle de år, Odysseus var væk. Johnson og Atwood ser begge et spændende potentiale i Penelope og giver hende et komplekst og modsætningsfyldt indre liv.
Kvinderne forsvinder næsten
Der er andre spændende kvindeskikkelser i den oprindelige Odysséen. Kun nogle af dem er med i Nolans film, og flere af de mest interessante er enten reduceret eller helt udeladt:
Gudinden Athene, Odysseus’ særlige beskytter. I det oprindelige værk er hun en del af et magtspil blandt guderne om, hvorvidt Odysseus skal nå hjem i sikkerhed eller omkomme på havet. Hun er den eneste af guderne, der er med i filmen, hvor hun optræder som imaginær samtalepartner og guide for Odysseus. Men hun mangler den power, hun har i originalværket.
Kalypso, nymfen, som redder Odysseus, efter han har lidt skibbrud, og plejer ham på sin ø. Hun forelsker sig i ham og måske ved list (hun er halvt gud, halvt menneske) beholder ham hos sig i syv år. I filmen har hun rollen som den, han fortæller alle sine fantastiske eventyr til.
Kirke, en gudinde, hvis ø Odysseus og hans mænd kommer til. Hun er først fjendtlig og skaber Odysseus mænd om til svin, men senere hjælper hun dem. Hun er den mest markante og handlekraftige kvinde i filmen.
Odysseus’ mor. På sin lange hjemrejse kommer Odysseus til dødsriget, og bliver forfærdet, da han møder sin mor, som er død, mens han har været hjemmefra. Han møder også andre kvinder i dødsriget. I filmen møder han kun mænd dér.
Arete og Nausikaa, dronning og prinsesse af fajakernes land. Hele den episode, hvor Odysseus (efter endnu et skibbrud) kommer til det kultiverede handelsfolk fajakernes ø, er desværre ikke med i filmen. Den er en fin modvægt til de drabelige uhyrer og andre farer, det ellers vrimler med i historien. Arete er en intelligent dronning, som tager del i ledelsen af landet og mægler i stridigheder. Nausikaa er ung teenager, men efter datidens normer skal hun til at tænke på bryllup. Hun møder tilfældigt Odysseus og tager selv initiativ til at præsentere ham for sine forældre som en mulig ægtemand. Men de to handlekraftige og intelligente kvinder må vi desværre undvære i filmen.
Gør det noget, at Penelope er traditionelt skildret, og en række af de øvrige kvinder kun er med i få scener eller helt er skrevet ud af historien? Odysséen er en flot og seværdig film, og selvfølgelig er instruktøren nødt til at vælge scener ud (i bogform er Odysséen tyk som en roman) og vælge, hvordan han vil skildre de forskellige personer, og hvem han vil fremhæve.
Men Nolan lader en gylden mulighed slippe sig af hænde for at give Penelope og de andre kvinder mere plads og kompleksitet.
Og det er ikke ligegyldigt, hvordan vi genfortæller myter, og hvilke stemmer vi vælger at give plads. Når Nolan fortæller Odysséen med mændene som hovedpersoner og dem, der driver historien frem, og kvinderne som de passive, der kun optræder i få scener – ja, så er han med til at fastholde ældgamle forestillinger om mænd og kvinder, og hvilken adfærd der forventes af os afhængigt af vores køn.
Tusinder af års fortællinger med manden som den aktive helt og kvinden som den passive birolle påvirker os stadig i dag. Mænd forestiller sig, at de skal gøre, agere, handle og skabe, hvis de vil have succes. Kvinder identificerer sig omvendt med den tålmodigt ventende og passive rolle.
Jeg havde troet, at når vi genfortæller Odysséen i 2026, behøver Penelope ikke længere kun være kvinden, der venter trofast og tålmodigt ved væven. Men i denne sommers storfilm er hun altså netop dét.
Litteraturanbefalinger
Har du fået lyst til at læse mere om Odysséen og kvinderne i de gamle græske myter? Her er et par forslag:
- Odysséen af Homer (ca. 700 f.Kr.). Findes i flere danske oversættelser, i prosa fx Otto Gelsteds fra 1955 eller Bent Hallers gendigtning fra 1999. Hvis du er glad for at læse engelsk, så prøv Emily Wilsons oversættelse af Odysséen til engelsk (2017). Hun er den første kvindelige oversætter af Odysséen, og hun gentænker nogle af begreberne med et mere moderne og ligestillet fokus.
- Penelopiaden af Margaret Atwood (2005)
- Brændingens brus af Eyvind Johnson (1946)
- Circe af Madeline Miller (2018). Roman om gudinden Kirke, som genfortæller myterne omkring Odysseus i en ny vinkel. Ikke oversat til dansk (endnu).
- Historien om Ingen af Erik Barfoed. Børnebog, der fortæller Odysséen set fra Odysseus' 11-årige søns synsvinkel (2026)
- Kvinder og magt af Mary Beard. Beard er professor i antikkens historie og viser, hvordan de antikke myter er fulde af kønsskævheder og kvindehad. Og hvordan de mønstre stadig præger os i dag. Bogen er kort og letlæst! (2017)
