Ny undersøgelse: Vi lever længere end for få år siden

Kvinder har fortsat førertrøjen på, når det gælder levetid. Mændene er dog ved at mindske afstanden, viser nye tal fra ATP. Begge køn lever længere end for få år siden – men Danmark halter stadig efter Norge og Sverige

22. juli 2026

For tredje år i træk stiger den forventede levetid i Danmark. Fra 2024 til 2025 steg den forventede restlevetid for 67-årige kvinder med 1,2 måneder, mens den for mænd steg med 0,4 måneder.

Det viser en ny opgørelse fra ATP.

Danske kvinder kan fortsat forvente at leve længere end danske mænd, men forskellen mellem kønnene bliver gradvist mindre. Alligevel lever både kvinder og mænd i Danmark fortsat kortere end deres nordiske naboer.

Over de seneste ti år er den forventede levetid i gennemsnit steget med omkring én måned om året for både kvinder og mænd – omtrent halvt så hurtigt som i det foregående årti.

Corona satte udviklingen tilbage
"Man kan sige, at corona rev et hul i danskernes levetid. Det hul er vi ved at lappe, men vi har ikke fyldt det helt op endnu. Pandemien gav en overdødelighed, særligt blandt ældre danskere, og det mærker vi stadig effekten af," siger Camilla Fredsgaard Larsen, ansvarshavende aktuar i ATP.

En 67-årig dansk kvinde kan i dag forvente at blive 86,9 år, mens en 67-årig mand kan forvente at blive 84,4 år. For 50 år siden var de tilsvarende tal 82,5 år for kvinder og 79,3 år for mænd. Det betyder, at levetiden siden 1976 er steget med 4,4 år for kvinder og 5,1 år for mænd.

ATP forventer, at levetiden vil stige yderligere i de kommende år. Både kvinder og mænd på 67 år kan ifølge prognoserne se frem til omkring 1,9 ekstra leveår.

Danmark er alligevel bagud
Trods den positive udvikling ligger Danmark fortsat bagefter både Sverige og Norge. Danskerne lever omkring et år kortere end vores nordiske naboer, og det gælder både kvinder og mænd. Sammenlignet med resten af den rige, vestlige verden hører Danmark til blandt de lande med den laveste forventede levetid.

"Det overrasker nok de fleste, men vi er faktisk et af de vestlige lande, hvor folk lever kortest overhovedet. I hele den rige verden, Danmark er en del af og sammenligner sig med, ligger Danmark i den allernederste del af feltet på forventet levetid. Det er måske ikke lige dér, man regner med at finde Danmark," siger Camilla Fredsgaard Larsen.

Ifølge ATP skal forklaringen findes flere årtier tilbage. Fra 1980 til 1995 stod udviklingen i danskernes levetid næsten stille, mens Norge og Sverige fortsatte med at øge befolkningens levetid. Det efterslæb præger fortsat de danske tal i dag.

Kilde: ATP