For nogle mennesker slutter den psykiske og økonomiske vold ikke den dag, de går fra deres partner. Tværtimod kan kontrollen fortsætte gennem økonomiske konflikter, samværssager, underretninger og lange juridiske kampe, som kommer til at præge både den voldsudsatte og børnene i årevis
Alt for ofte spørger vi mennesker, der lever med psykisk, økonomisk og andre former for vold, hvorfor de ikke bare går. Men med spørgsmålet overser vi, at bruddet sjældent er afslutningen på volden. For nogle bliver det tværtimod begyndelsen på en ny fase, hvor den styrende og kontrollerende adfærd fortsætter gennem børnene, økonomien eller retssystemet. Sandra, som ønsker at være anonym, oplevede netop dette. I dag er det seks år siden, hun blev skilt, men konsekvenserne mærker hun stadig.
Ifølge Sandra begyndte konflikten for alvor, da hendes mand ønskede at ændre parrets ægtepagt. I løbet af ægteskabet var det fælles landbrug på Fyn vokset betydeligt, og der var blevet købt flere ejendomme, som indgik i parrets formuefællesskab. Nu ønskede han, at disse værdier skulle overgå til hans særeje. Han bad hende komme med et forslag til en økonomisk kompensation, men parret kunne ikke blive enige. Sandra fortæller, at hun ikke forsøgte at få mest muligt ud af situationen. Hun ønskede først og fremmest at have penge nok til at skabe et nyt hjem til sig selv og børnene, hvis ægteskabet en dag skulle ende i skilsmisse.
I takt med at forhandlingerne kørte fast, oplevede hun, at relationen ændrede karakter. Uenigheder kunne ikke længere løses, og hun følte sig i stigende grad ignoreret og afvist.
"Jeg var naiv. Jeg troede, at vi kunne finde en løsning, som var rimelig for os begge. Jeg ønskede ikke at ødelægge hans mulighed for at drive landbruget, hvis vi gik fra hinanden, men jeg ville samtidig gerne have, at det blev retfærdigt. I stedet oplevede jeg, at han trak sig længere og længere væk, og at han blev stadig mere ondskabsfuld over for mig," fortæller hun.
Skilsmissen blev ikke afslutningen
Da Sandra til sidst søgte skilsmisse, håbede hun, at hans humør ville stabilisere sig, men sådan oplevede hun det ikke. Tværtimod beskriver hun skilsmissen som begyndelsen på flere års kamp om både økonomi, børn og fortællingen om, hvem der egentlig var problemet i relationen. Bodelingen trak ud, nødvendige dokumenter i sagen blev tilbageholdt, og hun oplevede, at hendes eksmand fortsatte med at skabe usikkerhed og konflikt længe efter bruddet. Hun fortæller blandt andet, at han udskiftede låsene til den fælles bolig, før hun havde fået alle sine ejendele ud – og at der stadig er ting, hun ikke har fået tilbage.
Samtidig opstod der konflikter om børnene. Ifølge Sandra kontaktede hendes eksmand både familiemedlemmer, skole og myndigheder med alvorlige beskyldninger mod hende. Hun blev blandt andet beskrevet som psykisk ustabil, alkoholiker og som en mor, der udsatte børnene for psykisk vold. For Sandra var det en oplevelse af, at hele fortællingen blev vendt på hovedet.
"Pludselig var det mig, der blev fremstillet som problemet. Det var som om, jeg hele tiden skulle forsvare mig selv."
Inden for traumeforskningen beskrives denne strategi ofte med begrebet DARVO, som står for Deny, Attack, Reverse Victim and Offender. Begrebet beskriver et mønster, hvor den person, der konfronteres med voldelig eller krænkende adfærd, først benægter handlingerne, derefter angriber den person, der fortæller om dem, og til sidst fremstiller sig selv som offer, mens den oprindelige voldsudsatte gøres til problemet. Da Sandra senere læste om DARVO, oplevede hun, at mange af hendes egne erfaringer faldt på plads. Selv om hun hele tiden havde forsøgt at være imødekommende og rimelig, blev hun beskyldt for at være ubehagelig, humørsyg og psykisk ustabil.
Retssalen som ny kampplads
I årene efter skilsmissen blev Sandra uden at ønske det involveret i en række samværssager, underretninger og retssager. Hun fortæller, at hun igen og igen forsøgte at finde løsninger og skabe samarbejde omkring børnene, mens hendes eksmand efter hendes opfattelse fastholdt konflikten. Forsøg på mægling førte ingen vegne, og flere af konflikterne endte i Familieretshuset, byretten, landsretten og senere fogedretten.
Sandra fortæller, at hendes eksmand aktivt opsøgte advokater, som havde ry for at være blandt de mest konfrontatoriske i skilsmisse- og samværssager. Efter hendes oplevelse blev retssagerne i høj grad en kamp om troværdighed frem for en søgen efter løsninger.
"Jeg havde indtryk af, at han bevidst valgte de hårdeste advokater, han kunne finde. Det føltes ikke som et forsøg på at skabe samarbejde. Det føltes som en fortsættelse af konflikten," siger hun.
Retssagerne blev for Sandra ikke kun en kamp om samvær eller konkrete afgørelser. De blev også en kamp om troværdighed. Hun oplevede, at hun konstant måtte forsvare sig selv og sin rolle som mor, mens hendes eksmand fremstillede sig selv som den samarbejdsvillige part. Samtidig følte hun, at de forskellige sager og anklager blev brugt til at holde konflikten i live.
"Jeg besluttede mig for, at jeg ville lytte og holde mig rolig, uanset hvad der blev sagt. Men jeg kunne også høre, at det kom til at handle mere om mig end om børnene."
Til sidst blev børnenes samvær med deres far reduceret betydeligt af retten. Eksmanden ankede afgørelsen til landsretten, som i store træk stadfæstede byrettens afgørelse. Efterfølgende fortsatte konflikterne gennem nye retlige skridt. Sandra oplevede, at sagen aldrig rigtig fik lov til at falde til ro. Hver gang én konflikt sluttede, begyndte en ny.
De usynlige konsekvenser
Konsekvenserne mærker Sandra stadig i dag. Hun beskriver flere år præget af angst, utryghed og følelsen af konstant at skulle være på vagt. Hendes hverdag var fyldt med møder med advokater, sagsbehandlere, underretninger og konflikter om børnene. Samtidig oplevede hun, at dele af hendes netværk forsvandt undervejs. Langvarige konflikter slider ikke kun på de mennesker, der står midt i dem. De slider også på relationerne omkring dem.
"Jeg føler, at jeg er blevet ekskluderet i lokalområdet. Jeg oplever, at nogle mennesker trækker sig eller ikke hilser på mig længere. Jeg kan ikke sige, at det kun skyldes ham, men konflikten har påvirket meget mere end bare forholdet mellem os. Også børnene har været påvirket af de mange års konflikt", fortæller hun.
I dag har Sandra fået mere ro på sit liv. Hun har et arbejde, et økonomisk sikkerhedsnet og mulighed for at få den psykologhjælp, hun har brug for. Men hun håber, at der fremover kommer større opmærksomhed på den vold, der kan fortsætte efter et brud.
"Mange tror, at volden stopper, når man går. For nogle af os er det dér, den skifter form. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle tage så mange år at finde fodfæste igen. Men jeg er kommet igennem det. Jeg har ikke givet op."
Læs mere om psykisk og økonomisk partnervold på Pengevold.dk
