Når vi sætter vores kryds i morgen, tager vi stilling til, hvilket samfund vi ønsker. Et samfund med plads til frihed, tryghed og værdighed – også bag hjemmets fire vægge. For alt for mange mennesker er hjemmet ikke det trygge sted, det burde være. De lever med fysisk, psykisk, økonomisk eller andre former for vold i nære relationer, skriver Maria Durhuus (S)

23. marts 2026
Af Maria Durhuus,
Folketingskandiat (S)
Partnervold er ikke et privat problem. Det er et samfundsproblem. Vold nedbryder selvværd, handlekraft og livsmuligheder. Den rammer både kvinder og mænd, og den rammer børnene hårdest. I dag vokser hvert sjette barn op i et hjem med vold. Det påvirker deres trivsel, deres skolegang og deres tro på fremtiden. Erfaringer fra barndommen kan følge dem langt ind i voksenlivet, hvis vi ikke griber ind i tide.
Derfor har vi et fælles ansvar for at række hånden ud. Ingen skal stå alene med vold. Vi skal sikre, at mennesker i udsatte situationer møder forståelse, viden og konkret hjælp – hos myndigheder, i civilsamfundet og i vores fællesskaber. Det kræver politisk vilje at prioritere forebyggelse, rådgivning og støtte, så flere kan skabe et liv uden frygt.
Vi skal investere i trivsel
Trygge hjem skaber trygge børn. Og trygge børn skaber et stærkere samfund. Når vi investerer i sikkerhed og trivsel i familierne, investerer vi samtidig i fremtidens fællesskab, uddannelse og arbejdsliv.
Når vi stemmer, kan vi vælge et samfund, hvor ingen accepterer vold som et vilkår. Et samfund, hvor vi tager ansvar for hinanden. Hvor vi ser, lytter og handler.
Alle mennesker har ret til et liv uden vold. Og alle børn har ret til at vokse op i et hjem præget af omsorg, respekt og tryghed. Det er et mål, der samler os – uanset politiske forskelle.
I morgen sætter vi vores kryds. Lad os også sætte retning mod et samfund med stærkere beskyttelse mod vold i nære relationer – og flere trygge hjem.
Maria Durhuus er politiker, sygeplejerske og singlemor til 4 drenge og forfatter til bogen 'Du må ikke dø i stilhed' om unge og opioider. Kæmper for værdighed og stærke fællesskaber. Hun opstiller for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds.







