Hvis du lever i et voldeligt parforhold, kan du blive fastholdt i årevis. Økonomisk afhængighed, psykologisk binding, hensyn til børn og social isolation gør vejen til frihed lang og fyldt med risici. Samtidig kan selve bruddet være både uoverskueligt - og farligt
Af Anne-Mette Barfod
At forlade en voldelig relation er ikke blot et spørgsmål om at pakke en weekendtaske og gå. For mange udsatte er selve bruddet det øjeblik, hvor faren er størst, og hvor volden kan eskalere.
For at forstå, hvorfor så mange bliver alt for længe i en usund og farlig relation, må vi forstå de kræfter, der binder voldsudsatte til forholdet. Økonomi, psykologi, børn, skam, isolation og risiko spiller hver især en rolle. Samlet skaber de et dominanssystem, der holder mennesker fast i relationen. Her er seks centrale dynamikker, som forklarer, hvorfor bruddet ofte trækker ud.
1. Psykologisk binding og manipulation
En af de væsentligste årsager til, at det tager så lang tid at forlade et voldeligt forhold, er den stærke psykologiske binding, der opstår mellem den voldsudsatte og partneren. Volden følger ofte en cyklus, hvor der først sker en episode med kontrol, ydmygelser eller fysisk vold, hvorefter den voldsudøvende viser anger, lover bod og forbedring og i en periode kan fremstå kærlig og opmærksom.
For mange voldsudsatte skaber denne gentagne vekslen mellem vold og forsoning et håb om, at forholdet kan reddes, og at det værste nu ligger bag. Det er derfor svært at trække en klar grænse.
Samtidig nedbrydes den voldsudsattes selvværd gradvist gennem gaslighting og manipulation. Den udsatte får at vide, at han eller hun overdriver, misforstår eller selv bærer ansvaret for volden. Denne konstante tvivl underminerer dømmekraften og gør det sværere at handle. Over tid kan der opstå en såkaldt traumebinding, hvor den udsatte oplever en stærk følelsesmæssig afhængighed af netop den person, der samtidig forvolder skade. Bindingen kan føles næsten umulig at bryde, fordi den bygger på både frygt, håb og en dybt rodfæstet relation.
2. Økonomiske barrierer
Økonomien er en central faktor i mange voldelige forhold og en af de mest håndgribelige barrierer for at komme væk. Hvis voldsudøveren styrer alle pengesagerne, kontrollerer konti eller bevidst skaber gæld i den udsattes navn, bliver den udsatte økonomisk stavnsbundet. Dette er en form for økonomisk vold, hvor penge bruges som et våben til at fastholde kontrol.
Samtidig kan strukturelle forhold forværre situationen. Den voldsudsatte har måske en lav indkomst på grund af deltidsarbejde, barsel eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket kan betyde begrænset opsparing og sværere adgang til egen økonomisk tryghed. Udsigten til at skulle stå alene med husleje, børn, transport og andre udgifter kan derfor føles uoverskuelig og risikabel. Når økonomien bliver en lænke, kan det betyde, at et brud udskydes i årevis, selvom ønsket om at komme væk er stærkt til stede.
3. Børn og ansvarsfølelse
Børnene er en af de tungeste grunde til, at mange bliver i voldelige forhold i længere tid. På den ene side ønsker den udsatte at beskytte børnene mod volden, men på den anden side kan han eller hun frygte konsekvenserne af et brud. Forældre ved, at retten til samvær ofte består, og at en skilsmisse ikke nødvendigvis skaber mere sikkerhed for børnene.
For nogle bliver det derfor en kalkule: Er det værre for børnene at leve i et utrygt hjem, eller at risikere samvær alene med den voldelige forælder? Andre vælger at blive i håb om at kunne skærme børnene og bevare en vis stabilitet i hverdagen.
Samtidig bærer mange en tung skyldfølelse: Hvis jeg går, bryder jeg familien op – hvis jeg bliver, udsætter jeg børnene for vold. Denne dobbelte loyalitet slider hårdt og kan gøre beslutningen om at gå næsten umulig.
4. Skam, skyld og stigma
At være i et voldeligt forhold er ofte forbundet med dyb skam og selvbebrejdelse. Mange spørger sig selv: “Hvorfor gik jeg ikke første gang?” eller “Hvorfor lader jeg det ske igen?” Den indre dialog bliver et våben mod én selv, og partneren forstærker ofte denne følelse ved at rette beskyldninger mod den voldsudsatte.
Samtidig kan omgivelserne ubevidst bidrage til følelsen af stigma. Familie eller venner kan sige: “Hvorfor går du ikke bare?” – uden at forstå de komplekse dynamikker, der fastholder den voldsudsatte i relationen. Mange frygter også at blive set som svage eller som dårlige forældre, hvis de indrømmer, at de lever i vold. Kombinationen af skam, skyld og socialt stigma får mange til at tie stille og udskyde et brud.
5. Isolation og mangel på netværk
En voldelig partner arbejder ofte bevidst på at isolere den udsatte fra omgivelserne. Kontakten til familie og venner begrænses gradvist gennem kritik, kontrol og jalousi: “Din ven kan jeg ikke lide,” eller “Det er bedst, du holder dig hjemme.” Over tid kan den udsatte miste forbindelsen til sit netværk og stå alene uden nogen at betro sig til. Det kan også ske ved, at voldsudøveren smigrer sig ind hos svigerfamilien og skaber konflikter mellem den voldsudsatte og dennes nærmeste.
Mange mister også fodfæstet på arbejdsmarkedet, fordi partneren saboterer mulighederne for at arbejde eller studere - eller fordi det er så belastende at leve i en voldelig relation, at den voldsudsatte bliver ramt af angst, stress, depression eller PTSD. Når man til sidst står uden fortrolige, uden professionel støtte og uden kolleger, bliver det endnu mere uoverskueligt at vriste sig fri. Isolationen er ikke tilfældig – den er en del af dominanssystemet, som gør det muligt for voldsudøveren at fastholde magten.
6. Risikoen ved at forlade forholdet
Det farligste tidspunkt i et voldeligt forhold er ofte, når den udsatte forsøger at forlade det. Statistik viser, at risikoen for grov vold og drab er størst i tiden omkring bruddet. Mange ved dette instinktivt, fordi de er blevet truet: “Hvis du går, slår jeg dig ihjel,” eller “Hvis du forlader mig, ser du aldrig børnene igen” - eller "Hvis du går, skal jeg sørge for, at du ikke får en krone med, så du må leve på gaden."
Truslerne tages alvorligt – og med god grund. Derfor bruger mange voldsudsatte lang tid, nogle gange år, på at planlægge en sikker vej ud, hvor de kan beskytte både sig selv og deres børn. Det kan indebære at skabe en hemmelig opsparing, kontakte krisecentre eller ringe til den nationale hotline anonymt på 1888 - eller alliere sig med få fortrolige. Når man ved, at et forkert skridt kan koste dyrt - i værste fald livet - er det forståeligt, at man tøver.
