Mødres krav om perfektion kan skade datteren

Mange unge kvinder er stressede i dag end tidligere. En af årsagerne er det forventningspres, som unge kan møde på de sociale medier - men også fra deres mor

Unge piger i dag føler et større pres end tidligere for at få den rigtige uddannelse, det rigtige job og hurtigt få etableret det rigtige familieliv. Og de skal fremstå attråværdige - også på de sociale medier.

Ifølge den amerikanske forfatter og terapeut Karyl McBride, der har skrevet bogen "Bli'r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre" bliver forventningspresset ikke mindre, hvis hun er vokset op med en mor, der går mere op i datterens ydre og hendes præstationer end i, hvordan den unge kvinde har det med sig selv.

Glittermentalitet er skadelig
I bogen ”Bli’r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre” beskriver Karyl McBride, hvordan selvoptagede mødre med glittermentalitet stiller benhårde krav til deres unge døtre om at få succes og kaste glans over moderen:

”Den narcissistiske mor lægger vægt på den ydre fremtoning og på det, som verden skal vide om hende. Hun forventer, at datteren bidrager positivt til dette billede og på familiens vegne bærer dette image ud i verden. De fleste døtre bliver imidlertid ganske overvældede af denne forventning. De kan ikke løfte deres mødres image, og de har problemer med at grundlægge deres eget selvbillede. ”

Datteren bliver et objekt
Ifølge Karyl McBride overhører den narcissistiske mor nogle gange fuldstændig en piges ønsker, og datteren risikerer at føle sig som et objekt i stedet for som et menneske. En mani med ”hvordan tingene ser ud” kan få den narcissistiske mor til at svigte de helt basale krav, som gode forældre må leve op til:

”Når vi gennem vores barn- og ungdom tager budskaber om image til os, bliver vi selv fokuserede på image. Vi føler, at vi aldrig helt slår til. Og den narcissistiske kultur, vi lever i, forstærker yderligere effekten af disse budskaber fra barndommen.”

Ifølge McBride opretholder kulturen i dag generelt et image baseret på ”hvad” i stedet for på ”hvem”:

”I hverdagen bliver vi bombarderet med budskaber om at præstere, excellere og være smukke. Den almene udbredelse af narcissisme lader til at være stigende. De kvindebilleder, vi ser i underholdningsbranchen, til modeshows, på fjernsyn, i magasiner og generelt i mediebilledet påvirker uden tvivl, hvordan kvinder har det med sig selv.”

Datteren af en narcissistisk mor skal ifølge forfatteren forholde sig til denne uhæmmede mediebesættelse af kropsidealer og image. Som om det ikke var nok, skal datteren også håndtere sin egen mors forvrængede budskab om, at det ydre betyder alt.

Det endeløse præstationsræs
Den overambitiøse datter er ifølge Karyl McBride opsat på at bevise over for sin mor og resten af verden, hvor god og dygtig, hun er i stand til at være. ”Jeg er værdifuld,” prøver hun at fortælle både sig selv og sin mor, ”på grund af de helt ekstraordinært imponerende resultater, jeg kan opnå.”

Datteren, der føler, at hun skal bevise sit værd gennem sit udseende og sine præstationer har ifølge forfatteren svært ved at elske sig selv som det menneske, hun er inderst inde. Hun baserer sin værdi som menneske på sine resultater og på, hvor travlt hun har. Når hun ikke opnår resultater, som hun - eller andre - synes er betydningsfulde, føler hun sig værdiløs.

Den overpræsterende datter bliver således ifølge McBride en menneskelig resultatmaskine i stedet for at være et menneskeligt væsen, som har nok i blot at være sig selv, og som føler sig godt tilpas ved at være netop det.

”For at blive i stand til at komme sig over det tomme og image-fokuserede livssyn, skal datteren af en narcissistisk mor først lære, hvordan hun kan mærke efter og finde ind til, hvem hun er som menneske. Hun skal begynde at finde de facetter frem, som gør hende smuk og unik. Samtidig skal hun skille sig af med sine egne uautentiske og automatiske reaktioner på andre mennesker og på sine omgivelser i øvrigt”, skriver McBride.

Bogen "Bli'r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre" giver dig indblik i, hvordan opvæksten med en narcissistisk mor påvirker en piges barndom og hendes liv som voksen kvinde. Hvis du kan genkende din egen barndom i bogen, bliver du guided til at forstå og tilgive din mor og skabe et autentisk og lykkeligt liv for dig selv som den kvinde, du er inderst inde. Bogen udkom på dansk i 2014 og kan nu kun lånes på biblioteket.

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce