Vold er vold - også selv om din partner ikke slår dig

Voldelig adfærd kan antage mange forskellige former, og du kan være udsat for vold, også selv om din partner ikke slår dig

Elsker du en tyran >>

Det kan godt være, at din partner ikke slår dig, men han - eller hun - kalder dig fed og grim hver gang, han - eller hun - bliver vred.

Det kan godt være, at din partner ikke slår dig, men han konfiskerer dine penge eller saboterer dine jobmuligheder, så du kun har råd til at leve på et eksistensminium.

Det kan godt være, at din partner ikke slår dig, men han tvinger dig til at have sex, uanset om du har lyst til det eller ej.

Dette er alle eksempler på, hvordan en partner kan være voldelig over for dig uden at slå dig. Det skriver den amerikanske avis Huffington Post.

Mange opfatter 'vold mod kvinder' som synonymt med den slags vold, der giver blå mærker og bøjede ribben, men mange typer af vold efterlader ikke synlige spor på kroppen. Det gælder psykisk vold, verbal vold, økonomisk vold, seksuel vold, tvang, kontrol og stalking. Disse former for vold kan ifølge eksperter være mindst lige så skadelige som den fysiske vold.

 Psykisk vold er farlig
”Hvis din partner systematisk og på en vedvarende måde håner, ydmyger, nedgør og devaluerer dig, så er der tale om psykisk vold. Den form for vold kan være særdeles skadelig for din psykiske sundhed. Derfor er det nødvendigt, at du får øjnene op for, hvad der sker i dit parforhold, før du kører ned på det og måske i sidste ende mister dig selv og udvikler psykiske lidelser som depression og angst.” Sådan lyder det fra Ask Elklit, der er professor ved Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet.

Som offer for psykisk vold kan man ifølge Ask Elklit føle sig nedgjort, truet eller ydmyget af hårde ord, men volden kan også komme til udtryk ved, at du møder en kold skulder, bliver frosset ude eller usynliggjort:

”Du føler selv, at du fortjener opmærksomhed, men i praksis går du for lud og koldt vand. Det kan være, at du bliver ignoreret i lange perioder eller mødt med tavshed og kritiske blikke”, påpeger Elklit.

”Når den psykiske vold er verbal, kan din partner måske finde på at håne alt fra dit udseende til din mad, dine børn og dit job. Men volden kan også være mere subtil og raffineret, og den form for vold er mindst lige så slem. At blive mødt med tavshed og kolde blikke er lige så ubehageligt, som det er at blive mødt med direkte kritik og hån”, fastslår professoren og tilføjer, at der egentlig bare tale om forskellige stilarter. Det er den samme surdej.

Ny lov om partnervold i Storbritannien
Både i Danmark og internationalt er der i stigende grad fokus på, at partnervold kan antage forskellige former.

I 2015 vedtog Storbritannien en ny lov. Loven gør partnervold kriminelt, idet den voldelige partner kan blive idømt op til fem års fængsel - også når der ikke er tale om fysisk vold.

Selv om den nye britiske lov står over for betydningsfulde udfordringer, når det gælder retsforfølgelse, er loven blevet kaldt en milepæl i Storbritanniens tilgang til vold i hjemmet.

En undersøgelse gennemført af YouGov for Søndagsavisen i 2014 viser, at hver fjerde kvinde og hver syvende mand i Danmark enten lever i – eller har været i – et psykisk voldeligt parforhold. Det betyder i praksis, at mere end en halv million danske kvinder og op mod 280.000 danske mænd er - eller har været - udsat for psykisk vold i parforholdet.

 Kilder: Huffington Post, The Independent, PsykiskVold.dk