Dobbeltspil: Derfor kunne tv-stjernen og komikeren Bill Cosby føre os alle bag lyset

I mange år har Bill Cosby spillet rollen som ’Amerikas far’ i tv-serien ’The Cosby Show’. I denne rolle har han opbygget stor tillid, og derfor har det for mange været svært at tro de mere end 60 kvinder, som har fortalt, at komikeren har  bedøvet dem med piller og krænket dem seksuelt

Cosby sort hvid

’Skindet bedrager’ er en gammel talemåde, og mange af os måtte knibe os selv i armen, da Amerikas 'superfar' Bill Cosby blev anklaget for at bedøve kvinder og voldtage dem. Dette sympatiske familiemenneske, som vi har lært at elske i tv-serien ’The Cosby Show’, viser sig at leve et dobbeltliv.

Bag den glittede facade har Bill Cosby i årtier begået alvorlige overgreb mod kvinder. Cirka 60 kvinder er stået frem og har fortalt, hvordan Cosby har bedøvet dem med piller for derefter at voldtage dem og udnytte dem seksuelt. Psykolog Signe Hegestand gør opmærksom på, at hun ikke kender Cosby-sagens nærmere detaljer, men påpeger samtidig, at det ikke er noget ukendt fænomen med den form for dobbeltliv:

”Det er så svært for os at forstå, at en mand som Bill Cosby er i stand det at begå en så alvorlig forbrydelse, og endnu sværere er det at begribe, at denne sympatiske mand tilsyneladende har forgrebet sig på stribevis af kvinder i en periode på flere årtier. De fleste af os har nemlig et billede af Cosby som et sympatisk menneske, og det billede har brændt sig godt fast på nethinden. Det er sandsynligvis også grunden til, at så mange kvindelige ofre har vægret sig ved at stå frem. Mange kvinder har sandsynligvis oplevet, at de ikke er blevet troet, når de har fortalt om overgrebene.”

Cosby har skabt sig en stærk ’persona’
I rollen som ’Amerikas far’ har Bill Cosby formået at skabe sig en stærk position som et sympatisk og kærligt familiemenneske – et menneske, der ikke vil være i stand til at begå overgreb mod kvinder. Ifølge Signe Hegestand hænger de forbrydelser, som Bill Cosby har begået, ikke sammen med den ’persona’, det image eller det personlige brand, han har opbygget omkring sig selv:

”Vi mennesker tror i vid udstrækning på det bedste i andre. Vi tror, at mennesker er de personer, som de udgiver sig for at være. Det kan være farligt, når vi har at gøre med en mand som Bill Cosby, der bruger sin position som komiker og sin stjernestatus som en platform til at begå overgreb.”

Ifølge Signe Hegestand har Bill Cosby udover en stærk position i samfundet også haft en rolle som mentor for et af sine ofre,  Andrea Constand:

”I rollen som mentor er der tillid, og denne tillid har Cosby misbrugt til at bedøve sit offer med piller. Andrea Constand troede, at det var smertestillende piller, men i virkeligheden var det piller, som gjorde hende bevidstløs, så han kunne voldtage hende. Dette med tilliden er et meget væsentligt aspekt. Det er det samme fænomen, vi er vidner til, når en katolsk præst forgriber sig på en dreng: Vi tror ikke, at han kan finde på det, fordi vi stoler på, at han som præst har en sund etik, og derfor viser vi ham tillid.”

Det handler om tillid
”Vi har alle sammen en tendens til at have større tillid til nogle mennesker end til andre”, påpeger Signe Hegestand. Hun gør opmærksom på, at de mennesker, vi har tillid til, har en fordel i forhold til andre, idet de har en slags patent på sandheden. Det er det, der kan gøre dem så farlige, hvis de misbruger vores tillid:

”Vi ser det ikke kun i sagen om Bill Cosby eller blandt præster i den katolske kirke. Det er også helt almindeligt, at eksempelvis sagsbehandlere i Jobcentre har mere tillid til akademikere end til ufaglærte - alene på grund af deres uddannelsesniveau. Vi ser det også, når direktionen i Danske Bank formåede at nå så langt med hvidvask af penge i Estland. Forbrydelsen er mulig, fordi vi som mennesker har svært ved at tro, at vi ikke kan have tillid til så stor en bank – specielt når den administrerende direktør virker troværdig. Danske Bank og direktionen har med jakkesæt og blå troværdighed opbygget en platform af tillid, som gjorde kriminaliteten mulig, uden at ret mange råbte vagt i gevær.”

Signe Hegestand nævner flere eksempler på samme fænomen, for det er ikke kun højtprofilerede politikere, erhvervsfolk eller tv-stjerner, der formår at stjæle vores tillid og føre os bag lyset:

”Vi ser det også med mennesker, der udsætter deres partner for vold og andre former for krænkelser. De formår ofte at opbygge en ’persona’ - eller et billede af sig selv – som det gode menneske. Det kan være, at de hjælper svigermor med at slå græs, og så tænker hun, at hendes svigersøn må være et ejegodt menneske, selv om hendes datter fortæller, at hun er utryg ved ham og vil skilles.”

Mange kvinder har forsøgt at sige sandheden
”I sagen med Bill Cosby - og i andre lignende sager - har mange kvinder i årevis forsøgt at sige sandheden. Problemet er bare, at disse kvinder ikke har haft den nødvendige position eller platform. Derfor er de blevet mistænkeliggjort. Mistænkeliggørelsen har betydet, at deres ord ikke er blevet taget for gode varer”, lyder det fra Signe Hegestand.

”Vi tror på mennesker med autoritet, og når Bill Cosby spiller rollen som den hyggelige far, så tror vi på, at det er sådan, han er. Det er ikke et ukendt fænomen, at seriemordere – som vi specielt kender fra USA – udadtil har levet som helt almindelige og kærlige familiefædre. Ved at opbygge denne persona omkring sig selv, har disse mordere formået at skabe et alibi for sig selv og deres forbrydelser.”

Signe Hegestand peger på, nogle personlighedstyper er gode til at skabe tillid:

”Det kan være mennesker, som laver frivilligt arbejde for at fremstå i et godt lys. Det får dem til at fremstå som gode mennesker, og så overser vi, at de bag facaden kan være krænkere. Vores parader falder, når mennesker viser deres gode sider, og konsekvensen er, at vi får tillid til dem – også selv om de slet ikke fortjener vores tillid.”

Det gode - og det onde
”I vores barndom har vi lært, at der findes onde hekse og trolde, og vi har lært, at der findes prinsesser, helte og feer. Som voksne tror mange af os stadig på, at vi er i stand til at vurdere, om et menneske er enten godt eller ondt. Det har den konsekvens, at vi har let ved at lade os forblænde og forføre af gode egenskaber hos andre, så vi ikke ser skyggesiden”, forklarer Signe Hegestand.

”Mennesker som Bill Cosby er i virkeligheden en slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde - eller en mand med to ansigter, som den romerske gud Janus. Det samme er ofte tilfældet med mennesker, der udsætter partneren og børnene for psykisk vold. Udadtil kan han – eller hun - opbygge en stærk og sympatisk facade, som er et skalkeskjul for de overgreb, der bliver begået i hjemmet. Vi ser det også i misbrugsfamilier, hvor misbrugeren udadtil skjuler sit misbrug, mens familien bag hjemmets fire vægge må leve med den mørke side af misbruget. Udadtil ser det trygt og dejligt ud, men her kommer vi som venner, kolleger, naboer og familie til kort. Vi ser nemlig kun den persona, som krænkeren har opbygget. Vi ser kun det ene ansigt.”

Ifølge Signe Hegestand har vi som mennesker svært ved at inkorporere det mørke ansigt eller den mørke del af personligheden i det glansbillede, vi har af krænkeren:

”Sådan en type vil samtidig sørge for at få en masse allierede. Det kan også være grunden til, at Bill Cosbys hustru – som mange andre hustruer – bliver ved hans side, selv om alle beviser længe har peget på, at manden har levet et dobbeltliv. For hustruen - men også for venner, kolleger og familiemedlemmer - kan det være rigtig svært pludselig at skulle sige til sig selv, at ’jeg er også blevet forført’.”

Når krænkeren bliver afsløret
I det øjeblik, hvor det ikke kun er offeret, men også andre mennesker omkring krænkeren, der bliver opmærksomme på, at han eller hun har to ansigter, kan der ske flere ting:

”Da Bill Cosby blev anklaget for at forgribe sig på kvinder, nægtede han i starten alt med stor pondus, men da han først blev dømt, skiftede han ham og blev offeret. Nu var han den gamle, svage mand med udsigt til at tilbringe de sidste år af sit liv i fængsel”, lyder det fra Signe Hegestand.

”På den måde kan en krænker få medynk, og det er der mange mænd – og kvinder - med forstyrrede personlighedsstræk, som forsøger at få. Ved at gå efter medynk vender de op og ned på offer-krænker-rollen. Det ser vi også med alkoholikere, der har opført sig forfærdeligt overfor familien, når de har været berusede. De spiller offerkortet, så mennesker omkring dem synes, at det er så synd for dem, at de er havnet i et misbrug og ikke kan styre alkoholindtaget.”

Imidlertid kan afsløringen af en krænker ifølge Signe Hegestand også føre til, at omverdenen konfronterer ham eller hende. Det kan få uforudsete konsekvenser for de mennesker, som krænkeren bruger som fast støtter:

”Hvis familien eksempelvis ikke har troet på, at den sympatiske familiefar har været voldelig, men til sidst indser hans ugerninger og konfronterer ham, kan de også blive udsat for krænkelser fra hans side. Nu flytter han aben. Pludselig er hans tro væbnere ikke længere hans venner, men hans fjender. Nu risikerer de også – ligesom offeret - at stå ansigt til ansigt med den mørke side af hans personlighed.”

Drop ’stakkels Cosby’
Hvis du er en af dem, der godt kan få lidt ondt af en mand som Bill Cosby, når han iført håndjern trisser afsted mod fængslet, skal du ifølge Signe Hegestand holde fast i realiteterne:

”Forsvareren talte for, at Cosby skulle afsone sin straf i hjemmet. Han appellerede til dommerens empati og det faktum, at Bill Cosby er en gammel mand. Den fælde faldt dommeren ikke i, og det er klogt. Her er det nemlig vigtigt at se på mængden af krænkelser. Alt tyder på, at det ikke kun er en kvinde, der har været udsat for overgreb, men et meget stort antal. Mange af disse sager er dog forældede og vidner om, at overgrebene har står på over flere årtier. Derfor er det kvinderne – og ikke Cosby – det er mest synd for.”

På grund af en procedurefejl, blev Bill Cosby i sommeren 2021 sat på fri fod, men han bliver aldrig "America's Dad" igen. Han vil blive husket som manden, der bedøvede og voldtog kvinder.

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce