Følelsesmæssigt umodne forældre kan være dramatiske, dominerende, fraværende eller kolde – men fælles for dem er, at de ikke evner at møde deres børn med empati og stabilitet. Det efterlader børn med lavt selvværd, skyldfølelse og usikre grænser. Mange forsøger forgæves hele livet at opnå forældrenes anerkendelse. Vejen ud begynder, når du stopper med at håbe på forandring og i stedet begynder at tage dig selv og dine egne følelser alvorligt
Mel Robbins er en af verdens mest populære formidlere inden for personlig udvikling. I en video på Youtube under overskriften 4 Signs of Emotionally Immature Parents & How to Heal har hun inviteret psykologen Lindsay Gibson i studiet til en samtale om umodne forældre.
Gibson er forfatter til bestselleren Adult Children of Emotionally Immature Parents. I bogen beskriver hun typiske træk hos forældre, som ikke formår at møde deres børn følelsesmæssigt. Samtidig kortlægger hun, hvordan en opvækst med umodne forældre kan trækker spor langt ind i voksenlivet.
Lindsay Gibson inddeler de følelsesmæssigt umodne forældre i fire typer. Disse fire typer opfører sig meget forskelligt, men har det tilfælles, at de ikke evner at møde barnets følelser med ro, empati og nærvær:
- Den følelsesstyrede forælder: Denne forælder bliver let opslugt af sine egne følelser og lader dem styre stemningen i hjemmet. Det kan være vrede, selvmedlidenhed, drama eller uforudsigelige humørskift. Forælderen, der er styret af sine følelser, reagerer ofte impulsivt og har svært ved at berolige sig selv. Hvis sådanne forældre er vrede, bliver de meget vrede. Hvis de er kede af det, bliver de opgivende eller anklagende. Disse forældre har svært ved at rumme barnets følelser, fordi deres egne følelser fylder det hele. Barnet lærer, at det skal være på vagt, aflæse stemninger og tilpasse sig. Det giver barnet en følelse af, at det aldrig ved, hvad der venter. Barnet skal derfor være roligt, pleasende og fleksibelt for at undgå konflikter. Ofte bliver barnets egne følelser undertrykt, fordi det handler om at undgå, at forælderen eksploderer eller bryder sammen. Som voksen kan det føre til ængstelighed og problemer med at stole på, at nære relationer er stabile og trygge.
- Den ambitiøse forælder: Denne forælder ser barnet som en forlængelse af sig selv og lægger vægt på præstation, udseende og social status. Barnets værdi bliver målt i, hvor dygtigt, pænt eller korrekt det er. Det kan handle om karakterer, sport, karrierevalg, tøjstil eller opførsel. Forælderen kommer ofte med krav og forventninger, som barnet forsøger at leve op til for at få ros. Men ros gives kun, når barnet præsterer. Hvis barnet fejler, reagerer forælderen med skuffelse, bebrejdelse eller distance. Det skaber en oplevelse af, at kærlighed skal fortjenes, og at fejl ikke er tilladt. Barnet får sjældent støtte til at mærke sine egne ønsker og behov, og det kan opleve indre tomhed eller identitetsforvirring som voksen. Mange vokser op med lav selvfølelse og stor præstationsangst, fordi de har lært, at de ikke er elskelige, medmindre de imponerer.
- Den passive forælder: Den passive forælder virker rolig og venlig. Passive forældre er sjældent aggressive eller åbenlyst kritiske. Men de tager ikke ansvar og sætter ikke grænser, heller ikke når barnet har brug for beskyttelse. De træder ofte tilbage i konflikter eller overlader ansvaret til den anden forælder – også hvis denne opfører sig urimeligt eller grænseoverskridende. I podcasten nævner Lindsay Gibson et eksempel på en far, der trøstede sin datter efter hendes mors vredesudbrud, men som aldrig sagde fra og beskyttede datteren mod overgrebene. Han var fysisk til stede, men følelsesmæssigt fraværende. Barnet føler sig ofte tæt knyttet til den passive forælder, fordi relationen virker blid. Men i afgørende situationer bliver barnet svigtet. Den passive forælder kan også undgå svære samtaler og ignorere barnets signaler om mistrivsel. På den måde bliver passive forældre ikke et trygt holdepunkt for barnet. Som voksent barn af en passiv forælder kan du komme til at søge relationer, hvor du gentager mønsteret: Du føler dig forstået på overfladen, men står alene, når det virkelig gælder.
- Den afvisende forælder: Den afvisende forælder er følelsesmæssigt lukket. Disse forældre er utilnærmelige og viser sjældent varme eller interesse for barnets indre liv. De kan være kolde, kritiske eller direkte afvisende. De kan også virke ligeglade og uinteresserede. Barnet lærer hurtigt, at det er nemmest at lade være med at vise følelser, fordi det alligevel ikke bliver mødt. Mange børn forsøger at få kontakt ved at være ekstra dygtige, hjælpsomme eller opmærksomme – men uden resultat. Den afvisende forælder har ofte selv lært at undertrykke følelser og ser barnets følelsesmæssige behov som noget, der er svagt eller irriterende. Barnet vokser op med følelsen af at være uønsket eller i vejen. Som voksen kan det føre til problemer med selvværdet, svær adgang til egne følelser og frygt for at blive afvist i nære relationer.
Fælles for alle fire typer er, at barnet må opgive noget vigtigt i sig selv for at få bare en smule kontakt eller tryghed. Det kan være evnen til at mærke egne følelser, tro på egne grænser eller følelsen af at have værdi som menneske uden at skulle præstere. Disse strategier var nødvendige som barn, men bliver ofte til indgroede mønstre, der skaber mistrivsel og utryghed i voksenlivet – især i kærlighedsrelationer og tætte venskaber.
Når barnet forsøger at række ud – men ikke bliver mødt
Et barn vil helt naturligt forsøge at skabe kontakt til sin forælder. Barnet vil gerne dele sine tanker, følelser og behov – og håber på at blive forstået og taget alvorligt. Men hvis forælderen er følelsesmæssigt umoden, bliver forsøget ofte mødt med irritation, nedladenhed, tavshed eller latterliggørelse.
Mange voksne børn af følelsesmæssigt umodne forældre bruger år – ja, årtier – på at forsøge at få en samtale i gang. De skriver breve og mails, tager vigtige emner op og åbner sig i håb om at blive mødt med forståelse. De forsøger at forklare deres umodne forældre, hvordan de har det, og hvordan deres opvækst har været. Men de oplever igen og igen, at deres ord ikke når ind.
Lindsay Gibson forklarer i podcasten, at den mislykkede kommunikation mellem barn og forælder ikke skyldes, at det voksne barn udtrykker sig uklart. Problemet er, at forælderen simpelthen ikke har kapacitet - og heller ikke noget ønske om at forstå. Følelsesmæssigt umodne forældre mangler selvindsigt, empati og evnen til at tage ansvar. Derfor bliver barnets forsøg på kontakt ofte mødt med afvisning, vrede, tavshed eller benægtelse.
Den voksne søn eller datter kan føle sig desperat efter at blive hørt. Derfor er det en smertefuld erkendelse - men også et vigtigt vendepunkt - at gennemskue forælderen: Når du forstår, at problemet ikke er din kommunikation, men din forælders manglende evne til følelsesmæssig kontakt, kan du begynde at frigøre dig fra behovet for at blive forstået. I stedet kan du begynde at tage vare på dig selv.
Pas godt på dig selv - også som voksen
Mange voksne børn af følelsesmæssigt umodne forældre står ifølge Lindsay Gibson over for et svært valg: Skal jeg trække mig helt – eller kan jeg finde en måde at være i relationen på, uden at miste mig selv?
Det er en personlig beslutning, og der findes ikke ét rigtigt svar. Nogle vælger helt at afbryde kontakten for at få ro, fordi relationen er for drænende. Andre vælger at blive, men sætter klare grænser og ændrer deres måde at være sammen med den eller de umodne forældre på.
Gibson anbefaler en særlig tilgang: Gå til relationen som en antropolog - eller forsker - der betragter dine forældre med en vis følelsesmæssig afstand. Du kan iagttage dem uden at forsøge at ændre dem. Du kan være nysgerrig, men samtidig bevare forbindelsen til dig selv og din egen indre dialog.
En central pointe er, at du skal droppe behovet for at blive forstået og beskytte dine grænser. Det kan du gøre ved kun at aflægge korte besøg hos dine forældre, føre neutrale samtaler og forberede dig mentalt, inden du banker på deres dør. Det vigtigste er, at du mærker efter, hvad der er rigtigt for dig – og handler ud fra det.
