Bag lukkede døre bruger narcissistiske forældre deres børn som redskaber til at dække egne behov. Psykisk vold og manipulation bliver maskeret som omsorg, og alt for få griber ind. Det efterlader børnene med dybe ar – og alt for lidt hjælp
Af Mille Dalsgaard, Barndomskriger
Forestil dig at vokse op i et hjem, hvor du kun bliver set, hvis du opfører dig rigtigt. Hvor kærlighed gives med betingelser, og du lærer at tilsidesætte dig selv for at undgå kritik, kulde eller vrede. Hvor du konstant aflæser rummet, mærker stemninger og tilpasser dig – for at sikre dig bare en smule varme.
Sådan lever mange børn, der vokser op med narcissistiske forældre, og derfor er det på tide, at vi siger det højt: Der findes forældre, som ikke elsker deres børn på en sund måde. For hvem barnet ikke er et menneske med egne behov og grænser, men blot en forlængelse af forælderen selv. Et redskab til at opnå beundring, magt, hævn eller kontrol. Her handler det ikke om opdragelse. Det handler om manipulation og psykisk vold.
Når barnet mister sig selv
Et barn i et narcissistisk hjem lærer hurtigt, at det ikke må mærke sig selv. At egne følelser og behov er i vejen. Nogle børn får rollen som det gyldne barn – den perfekte, den sjove, den dygtige, som forælderen kan vise frem. Andre bliver gjort til syndebuk – den forkerte, den besværlige, den, der aldrig er god nok.
Men uanset hvilken rolle barnet får, er dynamikken den samme: Barnet skal opfylde den voksnes behov. Ikke sine egne.
Som barn i en narcissistisk familie lærer man at gå på æggeskaller. Man lærer at aflæse rummet som en radar. Og man lærer, at kærlighed er noget, man skal knokle for at gøre sig fortjent til – ved at give afkald på sig selv.
Det er psykisk vold. Og det sker hver dag i tusindvis af danske hjem – uden at nogen griber ind.
Hvem beskytter barnet?
Der er stadig alt for få voksne i det danske system, som virkelig forstår, hvad der foregår bag facaden i disse hjem. Forældre, der udøver psykisk vold, kan virke velfungerende, charmerende og troværdige. De græder i retten, spiller uskyldige hos familieretspsykologen og taler om deres rettigheder med overbevisning. På den måde fremstår de tillidsvækkende og som gode forældre.
Men når myndighedspersoner lader sig forblænde, er der ingen til at sikret barnets rettigheder. Der er ingen til at beskytte barnet mod den manipulation og kontrol, der er pakket ind i “kærlighed”.
Vi mangler psykologer, dommere, jurister, socialrådgivere, lærere og pædagoger, der ser om bag forældrenes facade og tør kalde tingene, hvad de er. Som tør stille det helt nødvendige spørgsmål:
Hvornår fjerner vi den voksne – i stedet for barnet?
Det er stadig et tabu at sige det, men vi bliver nødt til det:
Der findes forældre, som er skadelige for deres børn – ikke fordi de mangler ressourcer, men fordi de misbruger magten i relationen. Fordi de bruger barnet som brik i deres eget spil.
