Forfatter Christine Ivanov giver de tavse, usynlige kvinder en stemme. Gennem hendes historie finder vi ud af, hvorfor det ikke er så enkelt at forlade en voldelig relation, som mange måske tror
Af Christine Ivanov
Kærestevold knuser en kvindes muligheder.
Jeg ved, hvad jeg taler om.
Jeg har selv levet længe i volden.
Da jeg opdagede, at det, jeg havde gennemlevet, bestemt ikke er enestående for mit liv, stod det ret klart for mig, at jeg blev nødt til at påtage mig ansvaret for at være med til at løse en vanskelig samfundsopgave. Jeg måtte bidrage med al den viden, jeg sidder inde med. Det er der kommet en bog ud af med titlen ’RAMT – Af virkeligheden’.
Det er min debutrom, den første i en kommende trilogi, og det er beretningen om den allerførste tid i en ung kvindes liv med psykisk vold. Som 21-årig forelskede jeg mig hovedkulds i en mand, som jeg egentlig ikke kendte, og forholdet udviklede sig stærkt. Dengang var jeg helt uvidende om dynamikkerne, mønstrene, de røde flag – alle tegnene på kærestevold.
At det gik så stærkt, er et tegn, som jeg ønsker at gøre særligt de unge opmærksomme på.
Afgav magten over mit liv
Godtroende fulgte jeg min store kærlighed, alt imens jeg afgav magten over mit eget liv. Hurtigt forsvandt jeg ind i en verden af magt og kontrol, og mistede mig selv og min frihed. Mens omgivelserne ikke rigtigt forstod, hvad der egentlig skete med mig.
I en scene i bogen befinder jeg mig sammen med min kæreste på mit værelse i det bofællesskab i Nyborg, hvor jeg boede, da jeg mødte ham:
"Han havde overbevist mig om, hvor lykkeligt vores liv kunne blive, hvis blot jeg gav slip på mig selv, lyttede ubetinget til ham og i tillidsfuld troskab fulgte vejen til den fælles lykke, som han kendte. Jeg så på ham. Han stod med ryggen til og røg, mens han kikkede ud ad vinduet, mod havnen. Men han mærkede vist mit blik, for han vendte sig og pegede på min store skifteramme: 'De der billeder skal ud'.”
Det gav stød gennem kroppen, som om nogen havde presset mine fingre fast i en stikkontakt. Han greb fat i maleriet, som min tidligere kæreste Peter havde foræret mig. Jeg turde ikke tale. Han bar det gennem døråbningerne. Lidt efter knagede trappen. En bølge af sorg skyllede gennem mig og lagde sig som en sort klump på bunden af brystkassen. Jeg betragtede fotografierne i skifterammen. Livet havde været så let dengang. Nærmest nemt. Og jeg havde aldrig skænket det en tanke. At det kunne være anderledes.
Hvordan kunne det dog gøre så ondt at følge lykken?”
Om ikke at blive mødt med forståelse
Hvorfor gik jeg ikke bare? er spørgsmålet, samfundet altid har stillet.
Jeg havde ikke det, der skulle til for at forlade ham tidligere – for så havde jeg jo gjort det. I det her er det vigtigt at huske, at vi hver især altid gør det bedste, vi kan, under de omstændigheder, vi er fanget i.
Mens jeg har skrevet bogen, har jeg undersøgt kompleksiteten i det spørgsmål. Det har ikke været nogen nem proces. Jeg har haft lyst til at flygte fra skrivebordet flere gange, men er blevet og har genoplevet fortidens smerte. Jeg tror på, at historier som min kan være med til at forandre verden.
Jeg bruger mig selv. Jeg sætter et levende ansigt på statistikkerne, på tallene. Jeg gør nu det, jeg ikke kunne, mens det stod på. Dengang var jeg jo fanget af omstændighederne. Jeg troede på ham. På kærligheden.
Jeg giftede mig endda med ham.
Voldsomt at genopleve volden
Det har været både voldsomt og vanskeligt at skrive mig igennem den her periode af mit liv. I skulle bare vide, hvor mange gange jeg har vaklet, er blevet ramt af tvivl og kvaler, har måttet samle mig og på ny finde modet til at konfrontere dette gruopvækkende samfundsproblem.
Så selvom jeg indimellem har haft lyst til bare at slippe det hele, så er dét, der driver mig gennem skriveprocesserne visheden om, at min historie kan gøre en forskel for de mange voldsramte kvinder og børn, der lige nu overlever ude i de små hjem. Når jeg tænker på dem, ved jeg i hjertet, at jeg gør det rigtige i en større sags tjeneste. Jeg siger det højt. Så findes det.
I min bog beskriver jeg, hvordan den psykiske vold nedbryder og knuser kvinder, og hvordan tavshed kan være en del af voldsdynamikken:
”Så kom tavsheden. Han ignorerede mig atter. Jeg eksisterede simpelthen ikke, selvom jeg lå i sengen lige ved siden af ham. Jeg rakte ud og aede hans krop. Ingen reaktion. Han ulejligede sig ikke engang med at flytte min hånd eller flytte sig selv væk fra mig. Der var ingen reaktion… Jeg var blevet helt usynlig: Et menneske, der ikke eksisterede. Det var værre end at blive råbt ad, værre end at blive slået på, ikke at være til.”
Det kan lykkes af bryde fri
Jeg er et levende eksempel på, at det kan lykkes at bryde fri af volden. Der er håb.
Under skriveprocessen opdagede jeg flere ting. Jeg har fået en langt større forståelse for den unge kvinde, jeg var engang. Jeg fandt ud af, at det, der egentlig smertede, var noget inden i mig selv, og at min kæreste dengang var et slags spejl, der viste mig, hvordan tilstanden inden i mig var. Spejlet viste, hvordan jeg i grunden behandlede mig selv.
Måden jeg behandlede mig selv på, havde jeg faktisk magten til at ændre, da jeg fik øje på det. Så da jeg langt om længe blev i stand til at gøre noget andet, skete der også noget andet. At bryde fri krævede, at jeg overvandt frygten og ændrede mit syn på mig selv fra et magtesløst offer til en modig overlever.
Der gik faktisk 10 år, før jeg for første gang rigtigt kunne sige det højt til en professionel, som hjalp mig væk. Efter et års tid tog jeg ham tilbage. Og der gik yderligere 10 år, før det lykkes mig at bryde helt fri. Som pårørende til en udsat er det vigtigt at forstå, at det kan være en lang og sej proces at frigøre sig fra en voldelige mand.
Det er aldrig for sent at sige det til nogen
Det er helt centralt, at de pårørende begriber præcis den dynamik.
I stedet for at være fordømmende, skal de turde at spørge ind til, hvordan du har det, anerkende kvindens situation, holde fast i relationen til deres veninde, kollega eller klassekammerat, og blive ved med at være der for kvinden, selvom det kan tage flere forsøg, før det lykkes.
Først efter mange år gik det for alvor op for mig, at jeg var blevet afhængig af ham. At bryde fri krævede, at jeg begyndte at opbygge den manglende side af mig selv, og langsomt fik taget magten over mit eget liv tilbage. Omsider lykkes det for alvor at holde fast i friheden.
Så selvom jeg dengang, mens jeg overlevede i volden, var både magtesløs, fanget og ensom med problemet, og helt havde mistet troen på, at der fandtes et ordentligt liv til mig, så findes der et fantastisk liv til os modige overlevere, når vi er nået et stykke over på den anden side.
Det er aldrig for sent at sige det til nogen, få den rette hjælp, lægge en plan, og gå.
Bogen RAMT – Af virkeligheden’ kan købes online eller bestilles hjem til din lokale boghandler hos Wadskjær Forlag. Du kan også låne den på dit lokale bibliotek. Du har samtidig mulighed for at møde Christine Ivanov på årets Bogforum den 1.-3. november 2024 til en bogsnak om kærlighed, kærestevold og 'red flags’ – tegn på kærestevold. Du kan læse mere om bogen i Fyens Stiftstidende, i Bornholms Tidende og i Ugeavisen Faaborg, og du kan se et indslag på TV Bornholm. Derudover kan du lytte med på Spreaker. TV2 Bornholm har også omtalt bogen i indslagene 'Forfatter lancerer ny bog i Nexø, Psykisk vold: De unge skal kende ”de røde flag”, Kærestevold: Hvorfor gik hun ikke bare?
