Undersøgelser viser, at mange danskere, og særligt unge kvinder, oplever at blive udsat for seksuel chikane og uønsket seksuel opmærksomhed, og at der ofte er andre til stede, når det sker. Ny kampagne under overskriften 'Ødelæg den gode stemning' skal få flere til at træde til og hjælpe
29. august 2024
Ansvaret for selv at sige fra overfor seksuel chikane kan hvile tungt særligt på unge kvinders skuldre. En ny kampagne 'Ødelæg den gode stemning' kommer nu ofre for seksuel chikane til hjælp ved at opfordre vidner til at træde til og sige fra. Ofte er der nemlig vidner til stede, når en kollega eksempelvis kommer med lumre vittigheder.
Foran 300 elever fra Hotel- og Restaurantskolen i Valby lancerer Alliancen mod seksuel chikane i dag en kampagne, der skal sætte fokus på, at vi alle skal være bedre til at træde til og sige fra over for seksuel chikane. Kampagnen har særlig fokus på unges oplevelser med seksuel chikane og uønsket seksuel opmærksomhed.
36 organisationer bag kampagnen
Alliancen mod seksuel chikane blev etableret som en del af trepartsaftalen mod seksuel chikane fra marts 2022, og ledes af ligestillingsministeren.
Alliancen består af 36 organisationer på tværs af arbejdsmarkedet, uddannelsesområdet og kultur- og fritidslivet, som alle har forpligtet sig til at bidrage til at skabe vedvarende kulturændringer og fastholde fokus på forebyggelse og håndtering af seksuel chikane i det danske samfund.
Der er ofte vidner til stede
En undersøgelse, som VIVE har udarbejdet for Alliancen mod seksuel chikane, viser, at seksuel chikane og sexisme sker bredt i hele samfundet - og at det særligt er unge, som er udsatte.
Blandt de 16-17-årige har mere end hver anden kvinde og næsten hver tredje mand oplevet seksuel tvang fx uønskede befamlinger, trusler, hvis et seksuelt krav ikke bliver opfyldt, eller seksuelle overgreb.
Undersøgelsen viser, at der ofte er vidner tilstede, når de uønskede hændelser sker. I hvert fjerde af tilfældene, hvor andre er tilstede, er der nogen, der har grebet ind for at hjælpe, og langt de fleste mener, det har været en positiv hjælp.