Sådan får du sunde relationer til mennesker i dit liv

Hvis du bøvler med forholdet til din partner, din familie, dine forældre, dine børn, dine venner, dine kolleger eller andre mennesker i dit liv, kan du få hjælp i Barbara Bergers bog: Sunde relationer

Barbara Berger

Af Anne-Mette Barfod, Powerkvinderne

”De fleste udfordringer, vi møder i vores dagligdag, har at gøre med vores relationer – det kan være forholdet til vores partner, familie, forældre, børn, venner eller kolleger.”

Sådan lyder det i Barbara Bergers bog ’Sunde relationer”. Barbara Berger er coach, terapeut og forfatter til mere end 16 selvhjælpsbøger, som er udgivet på 30 sprog.

”De fleste af os vil gerne vide, hvordan vi kan få sunde relationer til mennesker omkring os, og her er nøglen respektfulde og konstruktive samtaler. Det handler om, at vi skal respektere hinanden og erkende, at vi hver især er unikke og har vores egne subjektive oplevelser af det, der sker mellem os mennesker.”

Grundlæggende demokratiske principper
”I den vestlige verden og mange andre steder på kloden hylder vi demokratiske principper. I Danmark har vi det menneskesyn, at hvert eneste menneske har en iboende værdi, og at vi alle hver især har ret til at være her som dem, vi er, så længe vi ikke krænker andres rettigheder til at være dem, de er”, påpeger Barbara Berger.

”Der er millioner af mennesker, og hver og en af os er unik. Vi har hver især vores egne tanker, følelser og overbevisninger, og i et frit land har vi lov til at tænke frit, og vi har krav på at blive hørt og mødt med respekt. Det gælder både dig selv og alle andre, og det gælder ikke kun i politik, men også i privatlivet, på jobbet og i samfundet som helhed.”

Den demokratiske tanke bygger på værdien om ligeværd, hvilket udmønter sig i, at vi alle har en stemme, når der er valg til Folketinget eller byrådet. Vi har en stemme, uanset om vi er rige eller fattige, unge eller gamle, smukke eller grimme, tynde eller overvægtige.

”Det er denne tanke om ligeværd, som er det bærende element i sunde relationer mellem mennesker, for det, at vi alle har værdi som mennesker, betyder, at vi skal møde hinanden med gensidig respekt. Det gælder også de mennesker, som vi er uenige med.”

Dit netværk af relationer
Som mennesker er vi flettet ind i et stort, globalt netværk af relationer, og ifølge Barbara Berger kan disse relationer kun være sunde, hvis vi møder hinanden med respekt og accepterer, at alle mennesker er forskellige og oplever verden forskelligt – afhængigt af opvækst, kulturel baggrund, personlighed med videre:

”Derfor er det nødvendigt, at vi hver især tager vores demokratiske principper med os, hvor vi end går og står, så vi møder vores partner, vores børn, vores familie, vores kolleger, vores politikere og offentlige debattører med respekt”, pointerer Barbara Berger. Ifølge forfatteren er vi som individer ikke altid lige gode til at rumme menneskers forskelligheder og udvise gensidig respekt:

”Når vi ikke formår at rumme hinanden, kan den enkelte relation blive usund og måske ligefrem giftig og skadelig.”

Om at blive på din side af nettet
Barbara Berger bruger et simpelt billede fra tennisbanen til at illustrere, hvordan vi møder mennesker omkring os med respekt:

”Hvis vi forestiller os en tennisbane, så har hver spiller sin egen banehalvdel, og banen er delt op af et net. Dette net markerer individuelle grænser. I tenniskampen er der spilleregler, som begge spillere skal overholde i respekt for spillet. Jeg må for eksempel ikke hoppe over nettet og begynde at blande mig i, hvordan min modstander spiller bolden til mig.”

I virkelighedens verden, er der ifølge Berger mange mennesker, som ikke overholder helt simple spilleregler for respekt og kommunikation mellem mennesker:

”Jeg oplever igen og igen i min konsultation, at klienter fortæller, hvordan partneren, forældrene eller chefen er grænseoverskridende. Overskridelsen af vores personlige grænser sker, når mennesker omkring os ikke giver os lov til at være os selv og ikke anerkender os som ligeværdige individer. Det kan eksempelvis være, at de tillader sig selv at komme med uopfordrede råd og på den måde presser deres personlige mening ned over hovedet på os som en alt for stram hat.”

Psykisk vold, sexisme og overgreb
”De fleste af os ved godt, hvordan det føles, når et andet menneske hopper over nettet og overskrider vores personlige grænser. Det sker blandt andet i det fysisk og psykisk voldelige parforhold, hvor den ene partner taler nedladende, manipulerer, truer, bagtaler og fryser sin partner ude. Denne form for grænseoverskridende og respektløs adfærd er ødelæggende for offeret, som i den usunde relation til sidst kan miste troen på sig selv og i værste fald sin virkeligheds- og realitetssans.”

Barbara Berger påpeger, at mange usunde relationer er karakteriseret ved grænseoverskridende og nedbrydende adfærd. Det gælder også sexisme og krænkende adfærd på jobbet, i kommentarsporene på de sociale medier og i politik:

”Særligt slemt er det imidlertid, når overgrebet bliver begået af mennesker tæt på os. Det kan være vores gamle forældre, der forsøger at styre vores liv ved at fordømme den måde, vi lever på, fryse os ude, bagtale os til resten af familien eller bygge bro til andre mennesker tæt på os. I den situation er der tale om følelsesmæssige overgreb og usunde relationer fra en familie, som vi måske forventer, ville møde os med respekt, støtte og opbakning.”

Giv dine relationer et virkelighedstjek
”Ofte bliver vi som mennesker hårdest ramt, når det er vores allernærmeste, som ikke viser os respekt, og som overskrider vores grænser. Det kan være den unge kvinde med muslimsk baggrund, som ikke bliver mødt med respekt af sin familie, når hun ønsker at leve et frit liv og selv vælge uddannelse, job og partner. Familien mener sikkert af et ærligt hjerte at vide bedst, men i den bedrevidenhed glemmer de respekten for den unge kvinde.”

Også i danske familiesystemer kan familiemedlemmer være grænseoverskridende. Det kan være en mor, som selv mener, at hun har patent på sandheden og ved, hvad der er bedst for andre, hvad der er rigtigt og forkert, sort og hvidt:

”En sådan mor kan sætte sig selv til dommer over mennesker omkring sig og derved være både dominerende og grænseoverskridende. Enighed og kærlighed er to forskellige ting. Dysfunktionelle familier uden sunde grænser har den ide, at 'hvis du elsker mig, vil du gøre, hvad jeg siger'. Den dominerende mors reaktion fortæller kun noget om hendes overbevisninger og værdier, og du kan ikke hoppe ind i andres menneskers hoveder og styre deres tanker.”

Barbara Berger gør opmærksom på, at det kan være forbundet både med dyb sorg og vrede, når du som menneske ikke føler dig respekteret af dine nærmeste og måske endda føler dig som familiens sorte får:

”Ikke desto mindre kan det være sundt at virkelighedstjekke dine relationer til mennesker omkring dig. Vi har en forventning og en drøm om en kærlig familie, men måske er din familie ikke så kærlig. Måske elsker din partner, din mor, din far eller din onkel dig kun, hvis du gør sådan, som de ønsker. Måske elsker de dig kun, hvis du ikke er dig, og det er en alt for høj pris at betale for deres anerkendelse og kærlighed.”

Sæt sunde grænser
Hvis mennesker omkring dig ikke møder dig med respekt, kan det ifølge Barbara Berger blive nødvendigt for dig at frigøre dig fra dem, så du kan være tro mod dig selv. Det gælder eksempelvis, hvis du er tæt på en alkoholiker, som ikke selv mener, at han eller hun har et problem:

”Her må du være realistisk og ikke forvente for meget, før alkoholikeren selv er villig til at kigge indad. En alkoholiker ved godt, at han eller hun drikker, men tager ikke ansvar for sin egen adfærd. I stedet kan du komme ud for, at han eller hun vender sig mod dig med ord som: Du er sippet, du overreagerer, det er de andres skyld, jeg kan holde op anytime.”

Hvis familie eller partner ikke ønsker dialog, kan det bedste ifølge Berger være at trække sig fra relationen:

”Måske skal du se mindre til din familie. Måske skal du i julen kun overnatte en nat og ikke fire hos dine forældre. Måske skal du sige til din partner, at hvis han eller hun ikke taler pænt til dig og ikke respekterer dig, så kan I ikke fortsætte jeres liv sammen.”

Tag din egen medicin
Samtidig er det ifølge Berger nødvendigt, at du tager din egen medicin forstået på den måde, at du også selv skal møde mennesker omkring dig med respekt og sund kommunikation:

”Det handler om, at du skal respektere, at dine børn, dine forældre, dine veninder og din chef har deres eget mindset og deres egne oplevelser af livet. Når du kommunikerer med dem, skal du derfor holde dig på din egen banehalvdel. Det gør du ved at tage ansvar for dig selv og dine egne følelser og oplevelser. Du har lov og ret til at være dig, så længe du ikke krænker andre menneskers ret til at være sig selv. Det er også vigtigt at huske, at når vi har fælles projekter, bor sammen, har børn sammen eller har arbejdsopgaver sammen, så har begge parter lov og ret til at have deres egen mening. Det er her, at konstruktiv kommunikation er så utrolig vigtig for at nå brugbare løsninger og kompromisser, som begge parter kan acceptere.”

LÆS DEN FLOTTE ANMELDELSE AF DANSK PSYKOLOG FORENING >>

Køb bogen 'Sunde relationer' af Barbara Berger her >>

 Sunde relationer forside

 

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce