Pave Frans er død, og med ham forsvinder en af de mest reformivrige ledere i den katolske kirkes nyere historie. Han skubbede til grænserne for inklusion og mangfoldighed – men kvinders adgang til præsteembedet og pavestolen forblev et lukket kapitel
22. april 2025
Af Anne-Mette Barfod
Pave Frans er død, 88 år gammel. Under hans ledelse er den katolske kirke blevet mere åben over for verden omkring sig. Han talte for klimaretfærdighed, rummelighed over for LGBTQ+-personer og en kirke med mindre fokus på magt, pomp og pragt.
Samtidig gjorde han op med mange års tavshed om overgrebssager og udnævnte for første gang kvinder til topposter i Vatikanets maskinrum. Alligevel forblev han tro mod kirkens traditionelle lære, hvor kun mænd kan være præster – og dermed også paver.
Fastlåst patriarkalsk struktur
Den katolske kirke er verdens største kristne trossamfund med over 1,3 milliarder medlemmer. Trods sin størrelse og globale udbredelse er kirkens hierarki stadig fastlåst i en patriarkalsk struktur. Øverst står paven som kirkens ubestridte leder, valgt blandt kardinalerne, som alle er mandlige biskopper. For at blive pave skal man være præst – og da kvinder ikke kan ordineres til præster, er de automatisk udelukket fra kirkens højeste embede.
Den katolske kirke fastholder, at det ikke blot er tradition, men teologisk nødvendighed, fordi Jesus ifølge Bibelen udelukkende udvalgte mandlige apostle.
”Kirken har ikke autoritet til at ordinere kvinder som præster,” har Pave Frans gentagne gange udtalt. Hans holdning bygger på et kirkeretligt argument, men han har åbnet for, at spørgsmålet kan diskuteres, hvilket i sig selv blev betragtet som et lille ryk i kirkens ellers urokkelige dogmatik.
På organisatorisk niveau tog han flere bemærkelsesværdige skridt. For første gang i Vatikanets historie blev kvinder indsat i nøglepositioner med reel indflydelse. Raffaella Petrini blev viceguvernør for Vatikanstaten – den næsthøjeste administrative stilling – og den franske nonne Nathalie Becquart fik en ledende rolle i Bispesynoden, hvor hun fik stemmeret på lige fod med mændene. Det skete som led i Pave Frans’ ambition om en mere ”synodal” kirke – en kirke, hvor beslutninger tages gennem dialog og fællesskab.
En pave, der ændrede tonen – men ikke strukturen
Men adgang til sakramenternes tjeneste, herunder præstegerningen, er fortsat lukket land for kvinder. Kvindelige teologer og præstekandidater har i årtier presset på for forandring. Bevægelsen Roman Catholic Womenpriests fortsætter med at ordinere kvinder til præster i protest, selvom disse ordinationer ikke anerkendes af Vatikanet.
Den katolske kirkes hierarki er bygget op som en pyramide med paven i toppen og lægfolket nederst. Kardinalerne fungerer som pavens rådgivere og udgør det organ, der vælger hans efterfølger. Under dem findes biskopper og præster, som alle skal være mænd, celibate og ordinerede i kirkens tradition. Det er en struktur, der har været stort set uændret i århundreder og som aktivt fastholder mænd i samtlige magtpositioner.
Alligevel ændrede Pave Frans den måde, kirken talte på. Hans berømte bemærkning om homoseksuelle katolikker – ”Hvem er jeg til at dømme?” – blev et symbol på hans mere inkluderende stil. Han tillod i 2023 præster at velsigne homoseksuelle par, så længe det ikke forveksledes med sakramentalt ægteskab. En beslutning, der blev modtaget med lettelse i mange katolske miljøer – og med vrede i konservative kredse.
Satte fokus på klimakrisen og økonomisk ulighed
Under den afdøde paves pontifikat blev der også sat øget fokus på klimakrisen, økonomisk ulighed og behovet for, at kirken tog et moralsk ansvar i den moderne verden. Men spørgsmålet om kvinders adgang til præsteembedet blev aldrig sluppet fri af den dogmatiske spændetrøje.
Pave Frans vil derfor stå tilbage som en pave, der på mange måder ændrede tonen og udvidede kirkens horisont – men som også efterlader et strukturelt glasloft, som kvinder fortsat banker hovedet imod.
Spørgsmålet om kvinders rolle i kirken er langt fra lukket, og kampen om adgang til præsteembedet og pavestolen vil formentlig være et centralt tema, når kirkens fremtidige ledelse skal tage form.
Kilder:
