Mænd taler 67 procent af tiden i ugens ’Besserwisserne’

Selvom de kvindelige besserwissere var i overtal i denne uges udgave af TV2’s debatprogram, endte mænd alligevel med at have 67 procent af taletiden. Det viser en simpel tidsmåling

5. april 2025

Hvem er ugens hovedpersoner i dansk politik? Og hvordan har de klaret jobbet? Hver uge inviterer vært Lasse Sjørslev ”landets klogeste politiske analytikere og ugens mest interessante gæster” til den politiske fredagsbar på TV2 News i programmet ’Besserwisserne’.

Da jeg blændede op for denne uges udgave, var der noget at fejre, hvis du – som jeg – går op i, hvem der får taletid i medierne. Panelet bestod denne gang af Camilla Stampe, politisk journalist og analytiker på TV2, politisk kommentator Søs Marie Serup og Lars Trier Mogensen, der er politisk kommentator på Information.

To kvinder. Én mand. Så langt, så godt!

Mænd stemmer fyldte mest
Ret hurtigt fik jeg dog en fornemmelse af, at det mest var mænds stemmer, der fyldte, selv om de kvindelige besserwissere var i overtal. Derfor fandt jeg et lille, simpelt værktøj ’Dude – Not a Dude’ frem på telefonen. Med dette værktøj er det muligt at måle, hvornår det er en mand, der taler - og hvornår det ikke er en mand.

Da denne uges udgave af Besserwisserne sluttede, kunne jeg på min skærm læse, at mænds stemmer fyldte 67 procent af tiden i udsendelsen, mens kvinderne måtte nøjes med 33 procent. Det kan undre, når de kvindelige besserwissere var i overtal.

En del af forklaringen er, at både vært og gæst i ugens program er mænd – værten er Lasse Sjørslev, og gæsten folketingsmedlem Rasmus Jarlov (K). Som modvægt var der dog også et indslag fra Grønland med statsminister Mette Frederiksen, men det var kun for en kort bemærkning, så det tæller ikke særlig meget i det samlede tidsregnskab.

En andel del af forklaringen på, at mænds stemmer dominerede i udsendelsen, er, at særligt Lars Trier Mogensen er fantastisk hurtig til at komme på banen og tage ordet som det naturligste i verden. Flere gange kunne jeg se, at både Camilla Stampe og Søs Marie Serup skulle til at sige noget, men så blev de overhalet indenom af Trier Mogensen, som ganske enkelt bare begynder at tale. Når han har ordet, holder han det samtidig i ret lang tid - sammenlignet med de kvindelige besserwissere - og samlet set bidrager det til at skabe det ulige resultat mellem kønnene i tidsmålingen.

Styring af taletiden
En undersøgelser fra SDU fra 2021 viser, at den skæve kønsfordeling er udbredt på tv, men det stopper ikke her. Genderwise gennemførte i 2022 en måling over en hel måned, som viste, at mandestemmer fylder 2/3 i middagsradioavisen på DR. Mange af os har samme oplevelser på arbejdspladserne, hvor mænds stemmer også fylder godt i mange mødelokaler. Som kvinde vil man måske ikke afbryde eller kæmpe om ordet, og samtidig er vi måske også så vant til at lytte, mens mænd taler. Man vil vel gerne være høflig. Og pludselig er tiden gået. Det er noget kulturelt, der er i spil her, som har rødder helt tilbage til barndommens kønnede opdragelse.

Hvis man virkelig vil have ligestilling i mediedebatten, er det i min optik ganske enkelt nødvendigt at fordele og styre taletiden, så den bliver mere ligeligt fordelt mellem kvinder og mænd. Her skal vi være opmærksomme på, at når det mange steder mest er mænd, der fører ordet, handler det ikke nødvendigvis om ekspertise. Kvinder er i overtal på universiteterne og klarer sig fint i uddannelsessystemet. Den ulige taletid handler om opdragelse, kultur og kønsnormer - og derfor er det stadig ofte mænds stemmer, der fylder mest - selv når mændene er i undertal.

LÆS OGSÅ: Besserwisserne skifter sort kaffe ud med feminin fredagshygge

Anne-Mette Barfod er stifter af Powerkvinderne og partner i Genderwise. Lige nu er hun aktuel med bogen 'Overskudskvinder - økonomernes vej til det frie og lige liv', som hun har skrevet sammen med økonomiprofessor Nina Smith om hendes forskning. Anne-Mette har i mange år holdt kurser i personlig branding og gennemslagskraft, assertionstræning og positiv kommunikation - blandt andet for at styrke kvinders gennemslagskraft på jobbet og i mediebilledet.

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce