Når kejserdøtre ikke må arve tronen, påvirker det hele samfundet

I Japan afviser regeringen, at kejserens datter kan arve tronen. Afvisningen handler ikke kun om kejsermagten, men om en dybere modvilje mod at ændre de traditionelle kønsroller – og det er et problem, der rækker langt ud over Japan

4. februar 2025

Af Anne-Mette Barfod

Når en nation som Japan insisterer på, at kejserens døtre ikke kan arve tronen, sender det et kraftigt signal til hele samfundet: Kvinder hører ikke hjemme i toppen! Det er præcis den slags signaler, der fastholder kvinder i stereotype roller og gør det sværere at rykke ved magtstrukturer. Og det er samtidig derfor, at spørgsmålet om kvinder i ledelse er relevant for os alle – også for kvinder, der ikke selv stræber efter en lederpost.

I sin modstand mod kvindelig arvefølge har Japan for nylig valgt at trække sit frivillige bidrag til en FN-komité for kvinders rettigheder. Det sker efter, at komitéen opfordrede japanerne til et opgør med loven om arvefølge til kejsertronen. Opfordringen var baseret på en rapport fra FN’s Komité for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder (CEDAW).

Japans chefkabinetsekretær, Yoshimasa Hayashi, har kaldt rapporten ’beklagelig’ og ’upassende’ og har anmodet om, at henvisningen til arvefølgen blev fjernet. Desuden suspenderer Japan et planlagt besøg fra CEDAW-medlemmer, som skulle have fundet sted i slutningen af marts.

Flere kvindelige 'kejsere' ændrer normerne
Mange kvinder føler sig ikke nødvendigvis personligt investerede i, hvor mange kvindelige kejsere, topledere eller bestyrelsesforpersoner, der er. Men sagen er, at kvindelige ledere skaber forandring på flere planer.

Når flere kvinder får magt, bliver det sværere at opretholde en fortælling om, at kvinder er underbetalte omsorgsgivere, serviceorienterede eller ikke interesserer sig for beslutningstagning. Det skaber en ny referenceramme for, hvad kvinder kan, som bryder forældede kønsstereotyperne. 

I lande med få kvinder i magtpositioner ser vi ofte, at de kvinder, der kommer til tops, må tilpasse sig et maskulint 'jakke-og-slips'-ledelsesideal. Men når flere kvinder træder frem som kejserinder, topledere eller bestyrelsesforpersoner, bliver det muligt at udfordre idéen om, at ledelse primært er en mandeverden. Det åbner døren for nye måder at forstå både magt og autoritet på - og det har vi hårdt brug for i en verden, der længes efter fred, harmoni og mere familievenlige arbejdspladser.

Kvinder i ledelse er ikke kun for karrierekvinder
Modstanden mod kvinder i kejserrollen i Japan spejler en bredere samfundstendens: Bekymringen for, at kvinder, der ikke lever op til traditionelle forventninger, vil rokke for meget ved de eksisterende magtstrukturer. Men netop derfor er det vigtigt, at vi bakker op om kvinder i ledelse i hele verden, uanset om vi selv drømmer om at blive leder eller ej.

Når kvinder er synlige på magtfulde positioner, giver det alle kvinder flere valgmuligheder. Det skaber en samfundskultur, hvor vi ikke automatisk forventes at træde tilbage, tilpasse os eller gå på kompromis med os selv for at blive accepteret. Som den amerikanske sangerinde og skuespillerinde Cher engang sagde til sin mor, da hun opfordrede sin datter til at finde en rig mand: ”Mor, jeg er en rig mand.” Den sætning opsummerer essensen af kvindelig ledelse: Det handler ikke om at tilpasse sig magten, men om at tage den - både på direktions- og bestyrelsesgangen og i sin egen hverdag, hvor mange kvinder kæmper med mental load.

Næste gang nogen spørger, hvorfor vi overhovedet skal interessere os for flere kvinder i ledelse, er svaret simpelt: Fordi det ændrer billedet af, hvad kvinder kan – og dét er en forandring, vi alle kan have gavn af. Lad os samtidig heppe på kvinderne i Japan.

Anne-Mette Barfod er cand.polit, journalist og strategisk kommunikationsrådgiver samt stifter af Powerkvinderne og partner i Genderwise. som arbejder med med køn- og mangfoldighedskommunikation.

Læs også: Japan stopper FN-støtte efter kritik af mandlig arvefølge

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce