Vi har brug for at blive anerkendt for at kunne udvikle et godt selvværd. Børn, der ikke får bekræftet deres selvværd i opvæksten, bliver ofte selvopofrende som voksne, og alt for mange kæmper for at føle sig gode nok ved hele tiden at skulle præstere, siger den norske psykiater og forfatter Tormod Huseby
17. maj 2024
”Uden tilstrækkelig anerkendelse i opvæksten kan vi udvikle en stærk frygt for at blive afvist af andre mennesker. Frygten for ikke at være god nok er roden til megen psykisk lidelse.”
Sådan lyder det fra den norske psykiater og forfatter Tormod Huseby i et interview med Psykologisk.no. Han mener, at samfundskulturen svigter os ved ikke at anerkende vores dybe behov for relationer og nærhed. Den appellerer til falske værdier som øget konkurrence, grådighed og stræben efter status og præstationer. Det gør os fremmedgjorte, nedslidte, tomme og ensomme.
”Anerkendelse handler om at blive bekræftet af andre som den, man er. At blive mødt med respekt, ligeværdighed og empati," siger Huseby, som har skrevet bogen ’Er du stolt av meg, pappa’. (Er du stolt af mig, far?)
”Vi er afhængige af andres positive syn på os for at kunne vokse og blomstre. Behovet for anerkendelse styrer os fra vugge til grav."
Frygten for ikke at være god nok
Nogle børn får kun anerkendelse af deres forældre, når de præsterer. Derfor kan et barn, der intellektuelt klarer sig godt i skolen, følelsesmæssigt være bundet og skrækslagen for ikke at være god nok. Sådan er det ifølge Huseby ofte med børn af forældre, der er mere optaget af barnets præstationer end af barnet selv.
”De ender med at blive handlingsmennesker og ikke mennesker," siger Huseby, hvis bog handler om at være sig selv, men ikke få lov til at være sig selv af frygt for at blive afvist.
I bedste fald kan manglende anerkendelse føre til psykologiske begrænsninger, men i værste fald bliver selve personligheden beskadiget.
"Anerkendelse er dybt forbundet med vores selvfølelse. Der er en iboende frygt for afvisning og udelukkelse. Hvis vi ikke bliver accepteret af flokken, vil meningen med livet hurtigt blive ødelagt. For livet er relationer."
En frygt for at være sig selv
"I mangel af anerkendelse begynder vi at lede efter andre måder at føle os værdsat på," forklarer Huseby.
"Så har vi en tendens til at lede efter det, der ser ud til at blive anerkendt af samfundet, nemlig status og præstationer."
”Børn, der ikke bliver bekræftet i deres barndom, bliver ofte selvopofrende som voksne. Mange bliver optaget af at præstere, men anerkender ikke deres egne resultater. De bliver meget dygtige - men aldrig gode nok," siger Huseby, som også ser det som et samfundsproblem, at samfundet er drevet af vækst. Hen peger på, at reklamer fortæller os, at vi er værdifulde, hvis vi ejer ting og præsterer.
Stadig flere er ifølge psykiateren fanget i hamsterhjulet, hvor de lever et begrænset liv med en masse selvkritik, perfektionisme og uheldige strategier for at blive forstået og set af andre.
”I jagten på falske værdier mister de sig selv og ender med at føle sig tomme, fremmedgjorte og ensomme.”
Vi skal turde se vores skam i øjnene
Vi længes efter at høre til, men er drevet af en ekstrem individualisme, som kræver mere og mere af os," siger Huseby. Han mener, at mange mennesker har svært ved at erkende, at de er fanget i en invaliderende livssituation, fordi de ved, hvor meget det vil kræve at bryde med de vante livsmønstre:
"Det kræver mod at gøre noget ved negative mønstre. Mønstrene kæmper for at overleve. De er både velkendte og kære, selv om de er destruktive. Det kan føles lettere at fortsætte med sine uheldige livsmønstre og holdninger end at erkende, at man har taget fejl i mange år."
Og vi skal turde se vores skam i øjnene.
”Vi tror, at alle andre er bedre end os, fordi vi kun har en facade på. Skammens natur gør, at vi er tilbageholdende med at fortælle andre, hvordan vi har det. Det er paradoksalt. Vi er bange for at åbne op, men hvis vi åbner op, vil vores omgivelser gøre det samme. På den måde kan vi reducere muren mellem os og opnå bedre kontakt og nærhed," slutter Huseby.
Kilde: Du kan læse artiklen i sin fulde længde på Psykologisk.no (Kræver abonnement)